Vrede over centralisering spreder sig

Siumut Maniitsoq melder sig nu også på banen af kritikere i kølvandet på, at Imarsiornermik Ilinniarfik flyttes til Nuuk

Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Torsdag gik cirka 200 borgere i Paamiut på gaden for at vise deres utilfredshed med, at Naalakkersuisut har valgt at samle de martime uddannelser i Nuuk – og derved blandt andet at lukke Imarsiornermik Ilinniarfik i Paamiut.

Det opråb får nu også Peter Søren Olsen, formand for Siumut Maniitsoq, til at lufte sin frustration, fordi han er imod flere centraliseringer.

- Også her i Maniitsoq har vi de senere år oplevet, at ting bliver flyttet fra byen, siger Peter Søren Olsen og nævner Greenland Venture og Polaroil, hvilket både har kostet arbejdspladser og liv i byen.

Læs "Galleri: Demonstration mod skoleflytning"

- I forbindelse med kommunesammenlægningerne blev der lagt op til, at offentlige arbejdspladser kunne spredes til steder uden for Nuuk. Men virkeligheden har vist sig at være en anden. Og med dagens teknologi burde det være muligt at arbejde forskellige steder fra, pointerer Peter Søren Olsen.

- Hvad mener du, der skal til, for at udviklingen i Maniitsoq bliver vendt?

- Det, der for alvor kan hjælpe Maniitsoq, er Alcoa-projektet, som kan skabe masser af arbejdspladser og dermed liv i byen, lyder det fra Peter Søren Olsen.

Powered by Labrador CMS