Valg til Folketinget

Valgresultatet kan kølne dansk-grønlandsk forhold

En dansk regering med Dansk Folkeparti som en indflydelsesrig del risikerer at kølne forholdet mellem Danmark og Grønland

Lars Løkke Rasmussen, Kristian Thulesen Dahl,Folketinget
De to borgerlige partiledere, Venstres Lars Løkke Rasmussen og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, får fremover et tæt samarbejde. Måske ligefrem i regering sammen
Offentliggjort

Netop nu forhandler Venstres formand Lars Løkke Rasmussen med en række borgerlige partier om dannelsen af en ny dansk flertalsregering. Uanset hvordan kabalen ender, vil Dansk Folkeparti få en betydelig indflydelse. Særligt, hvis Danmarks største borgerlige parti for første gang tager skridtet fuldt ud og siger ja til ministerposter.

– Dansk Folkeparti i regering er det scenarie, man virkelig frygter i Grønland, siger redaktør på KNR, Walter Turnowsky, til Ritzau.

Særligt Siumut, der fik et mandat i Folketinget sammen med Inuit Ataqatigiit, har et anstrengt forhold til Dansk Folkeparti.

– Dansk Folkeparti er kendt for at være det mest kritiske i forhold til selvstyret, som de som det eneste parti stemte imod i sin tid.

– Det betyder, at især Siumut og DF har et meget anspændt forhold til hinanden, siger Walter Turnowsky.

Han nævner, at tidligere udmeldinger fra DF før har provokeret på Grønland:

– De meldinger, man har fået fra Søren Espersen, der er grønlandsordfører, er bestemt ikke noget, der falder i god jord, siger han.

Lige nu bider man negle ved tanken om et eventuelt DF i en kommende regering, og bliver det tilfældet, så vil det kunne betyde et afkølet forhold mellem Danmark og Grønland, vurderer Turnowsky.

De nordatlantiske mandater var i meningsmålingerne spået til at blive den afgørende forskel mellem en rød og en blå regering inden valget.

Men sådan gik det som bekendt ikke, da blå blok ikke behøver de nordatlantiske mandater for at kunne tælle til de nødvendige 90 mandater, der giver absolut flertal.

Powered by Labrador CMS