Valg: Samarbejdspartiet efterlyser langsigtede løsninger

Kandidat til Inatsisartut-valget Tillie Martinussen fra Samarbejdspartiet ønsker stabilitet i Grønland. Ifølge hende skal det ske gennem langsigtede løsninger

Samarbejdspartiets kandidat til Inatsisartut-valget Tillie Martinussen efterlyser langsigtede løsninger
Offentliggjort

- Hvert fjerde år kan vi konstatere at det igen er blevet ringere end sidste gang vi gjorde status. Sådan er det gået i snart 38 år. Vi står ved iskanten, og det hotteste emne er, om Grønland skal købe flere aktier i Air Greenland. Det er rent ud sagt forfærdeligt.

Det siger Samarbejdspartiets Tillie Martinussen i et valgoplæg. Hun håber på langsigtede løsninger og ansvarlighed.

Mere ansvarlighed
- Hvis vi vil selv, skal vi også skaffe finansieringen selv. Og være langt mere ansvarlige end vi er i dag – lave de nødvendige reformer – også selv om det måske gør ondt, og omlægge vores forbrug i Finansloven – så vi sparer på drift, og sparer op til magre tider. Et par enkelte kvæk om reformer, men meget forsigtige, og helt ukonkrete. Et par luftige floskler om byggeri, men intet om hvor pengene skal komme fra, påpeger Tillie Martinussen.

Derfor vil partiet arbejde for et øremærket ekstra bloktilskud.

- Vores nuværende aftale efterlader ingen plads til at ånde i den virkelighed vi står i, og de bestående partier har ikke formået at løse den finansielle krise vi har nu, at vedtage reformer der batter, eller skaffe nye indtægter der skal erstatte det svindende bloktilskud. Tværtimod er der ingen opsparing, ingen polstring til bedre tider, ingen reelle løsninger på vej. Mens vi venter på minemilliarder eller mirakuløst flere fisk, så venter vore udsatte og folkeskolerne på bedre løsninger, siger hun.

Flere private
Og der skal andre tiltag til, hvis Grønland skal blive selvstændig, mener Tillie Martinussen.

- Vi skal sige velkommen til eksterne investorer og lave langsigtede aftaler hvor politikere ikke skal lege forretningsmænd – men lade folk med forstand på det, gøre arbejdet. Vi skal sige velkommen til den arbejdskraft udefra som firmaerne har brug for, oven i langsigtede tiltag for at få vor befolkning i arbejde - og dermed skaffe flere A-skatter, og mere beskæftigelse i det private, fremhæver hun.

- Skal vi tage det som et udtryk for, at de bestående partier nu endelig ønsker at sætte sig omkring bordet og vedtage de nødvendige reformer, og indgå 10 og 20-årige aftaler, som både udenlandske investorer, og grønlænderne kan regne med? Hvad kan vi så finde på sammen?, spørger Tillie Martinussen.

Powered by Labrador CMS