Arktisk Råd
USA klar til overtagelse af formandskabet for Arktisk Råd
IA'eren og folketingsmedlemmet, Johan Lund Olsen, deltog i denne uge i sit første møde med Komiteen for Arktiske Parlamentarikere, der blev afholdt i Washington D.C.. Omdrejningspunktet for mødet var USA's arktiske strategi samt amerikanernes snarlige overtagelse af formandskabet for Arktisk Råd
På mødet i den forløbne uge med parlamentarikerkollegaer fra hele arktis fik Johan Lund Olsen en forsmag på, hvad der venter, når USA i næste måned får overdraget formandskabet for Arktisk Råd.
- Jeg kunne forstå, at USA’s største prioriteter ligger i en opprioritering af søfartssikkerheden i arktiske farvande samt øget miljøsamarbejde. Herudover lagde jeg mærke til, at man også vil gøre en større indsats for at gøre USA kendt som en arktisk stat, såvel indadtil som udadtil via 'public diplomacy', fortæller Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem Johan Lund Olsen i en pressemeddelelse.
Hovedpunkterne i USA's aktiske strategi
Under mødet i Washington D.C. blev hovedpunkterne i USA's arktiske strategi præsenteret. De lyder ifølge Johan Lund Olsen som følger:
- At fremme USA’s sikkerhedsinteresser og heri retten til fri navigation.
- At stræbe efter ansvarlig forvaltning af Arktis, som går på beskyttelse af miljøet og ansvarlig forvaltning af udviklingen af naturressourcerne.
- Samt en styrkelse af det internationale samarbejde igennem bilaterale og multilaterale fora som Arktisk Råd.
Rusland søger ikke konfrontation
Johan Lund Olsen hæfter sig desuden ved det positive i, at Rusland ikke forsøgte at spille med sine arktiske muskler under mødet.
- Det var særligt interessant at iagttage, at Rusland slet ikke er konfrontationssøgende i Arktis - hvilket kun er glædeligt. Den samme observation gjorde jeg også ved min deltagelse i Arctic Frontiers i Tromsø tidligere i år, forklarer Johan Lund Olsen, der selv mener, at han fik meget ud af sit første møde med de andre medlemmer af Komiteen for Arktiske Parlamentarikere.
- Alt i alt, for mit vedkommende, et meget interessant første møde med Komiteen for Arktiske Parlamentarikere - og jeg glæder mig allerede til næste møde som afholdes 12. maj i Reykjavik, siger Johan Lund Olsen.