Unge vil se mere til deres forældre
I morgen lørdag samles over 100 børn til “et opråb” i Nuuk. Børnene skal deltage i Nakuusas nye, syv kampagnefilm
”Mere mor og far!” er navnet på Nakuusas kommende kampagne, som er et led i arbejdet på at styrke og forbedre børns vilkår og rettigheder i Grønland.
Kampagnen, som begynder i november, skal vejlede og skabe debat og refleksion om forældreansvar og relationen imellem forældre og børn.
I morgen lørdag samles over 100 børn til ”et opråb” i Myggedalen/Qaqortoq i Nuuk, hvor børnene skal deltage i Nakuusas syv kampagnefilm.
Kærlighedserklæring til forældre
Kampagnen er kulminationen på Nakuusas arbejde med emnet ”forældreansvar” tidligere i år.
- I bund og grund er vores kampagne en stor og larmende kærlighedserklæring fra børnene til deres forældre, hvor de siger ”vi elsker jer – vi vil bare gerne have mere af jer””, siger programleder for Nakuusa i Unicef Danmark, Arnavaraq Jørgensen.
- For at kvalificere kampagnen har vi præsenteret kampagnens koncept for fagpersoner, forældre og børn, og vi har fået gode tilbagemeldinger og mødt stort engagement. Med kampagnen vil vi brede børnenes budskaber ud i hele landet, og vi håber derefter, at hele samfundet vil deltage i debatten omkring forældreansvar.
Læs også "Mimi Karlsen: Anbefalinger forpligter"
Læs også "Unge diskuterer forældreansvar"
Læs også "Elever præsenteret for Nakuusa-rapport"
Udover syv kampagnefilm, der ruller hen over KNR fra november, kommer kampagnen blandt andet til at bestå af en gratis bog til forældre, der er udarbejdet i samarbejde med børnerettighedsinstitutionen MIO.
Nakuusa har hen over sommeren og efteråret arbejdet på at etablere samarbejder med blandt andet virksomheder for at få børnenes budskaber så langt ud i samfundet som muligt.
- Vi ønsker at samarbejde med alle og opfordrer virksomheder, organisationer og alle, som ønsker at styrke børns rettigheder og vores projekt, til at henvende sig, siger projektleder for Nakuusa, Klaus Møller.
Nakuusa er et femårigt samarbejdsprojekt mellem selvstyret og Unicef Danmark. Det overordnede formål med projektet er at forbedre børns vilkår og rettigheder i Grønland, primært gennem holdningsbearbejdelse.
Nakuusa blev søsat i 2011 og varer frem til udgangen af 2015.