Uændrede skattefradrag i 2013
Maliina Abelsen arbejder til gengæld for en nedsættelse af landsskatten
Maliina Abelsen foreslår uændrede skattefradrag i 2013. Foto: Leiff Josefsen
I disse dage dumper selvangivelsen for 2011 ind gennem brevsprækken, og på Inatsisartuts møde i eftermiddag foreslår medlem af naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, Inuit Ataqatigiit, uændrede fradrag på selvangivelsen for næste år.
Personfradrag ……………….………. 48.000 kroner
Standardfradrag ……….….………… 10.000 kroner
Skattefrit beløb for B-indtægt …........ 5.000 kroner
Fradrag for begrænset skattepligt .... 1.000 kroner
Med disse fradrag vil der i 2013 være næsten 7,7 milliarder kroner at personbeskatte.
Skatte- og Velfærdskommissionen anbefaler i betænkningen ”Vores velstand og velfærd kræver handling nu”, alle fradrag afskaffet til gengæld for en sænkning af skat på arbejde til 37 procent i hele landet.
Maliina Abelsen er enig, men venter med en omlægning til naalakkersuisuts samlede lovpakke for reformerne af skatte, bolig- og socialpolitikken.
Uændret skat – og dog
Samtidig foreslår Maliina Abelsen i eftermiddag, at den fælleskommunale skat fortsætter uændret på seks procent.
Den fælleskommunale skat er en særlig skatteform, som dækker det kommunale tab ved et højere personfradrag: Personfradraget steg fra 20.000 til 35.000 kroner i 1987, til 40.000 kroner i 1992 og til de nuværende 48.000 kroner i 2005.
Skatteindtægterne fra den fælleskommunale skat på seks procent indgår i den kommunale udligningsordning.
Til gengæld vil Maliina Abelsen prøve at finde de 70 millioner kroner, som det koster at sænke landsskatten fra 11 til 10 procent. Om det lykkes får vi først at vide, når finansloven for 2013 er vedtaget.
Kommunerne fastsætter i november deres skatteprocent for 2013. I år er den kommunale skatteprocent 25 i Kommuneqarfik Sermersooq, 26 i Qeqqata Kommunia, 28 i Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia.