Ilulissat
Tyndere havis er også en god nyhed
Forskere fra mere end 15 lande mødes i disse dage til ”Ilulissat Climate Days” for at diskutere konsekvenser og muligheder i afsmeltning af indlandsis og havis.
At havisen smelter, kan betyde, at potentialet for mineral- og olieefterforskning forbedres. Det sagde departementschef for Råstoffer, Jørgen T. Hammeken-Holm tirsdag eftermiddag på førstedagen for konferencen ”Ilulissat Climate Days”.
180 deltagere fra hele verden er mødt op i Ilulissat til konferencen, der ser nærmere på konsekvenserne af afsmeltningen af den grønlandske indlandsis og havis. Og det er ikke kun de negative konsekvenser, der bliver diskuteret på konferencen. Også de muligheder, der opstår, når der for eksempel er mindre is i havet, vil blive taget op i løbet af konferencens fem dage.
Holdt indlæg om olieefterforskning
På førstedagen af konferencen var departementschef for råstoffer, Jørgen T. Hammeken-Holm, på banen med et positivt syn på afsmeltningen af havis, der blandt andet kan betyde, at potentialet for mineral- og olieefterforskning og udvinding sandsynligvis bliver forbedret, hvis der er et mindre havisdække på Grønlands nordøst og nordvestkyst. I sit indlæg påpegede han, at det nordlige Grønland i de senere år er gået fra cirka to isfrie måneder om året til cirka tre, og at den forbedring i farbarhed har været et stort plus for de konsortier, der ønsker at lave råstofudvinding.
Ifølge Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser målinger fra satellitter og fly at afsmeltningen af indlandsisen og tilbagetrækningen af havis fortætter. Selv om Grønland har haft kolde vintre de senere år, har sommerperioderne givet rekordstor afsmeltning af flere isbjerge.
Læs: Grønlands Naturinstitut: Isbjørne truet af tynd is
Læs: Lars-Emil Johansen siger nej til off-shore-boringer efter olie i Arktis
Oprindeligt var Ilulissat Climate Days tænkt som en mindre workshop relateret til samarbejdsprojekter med nordiske partnere og Det Europæiske Rumagentur (ESA) omkring Grønland. Men ifølge professor René Forsberg på DTU Space, der er hovedarrangør af konferencen, blev workshoppen udvidet til en international konferencen, fordi der er stor international, politisk og forskningsmæssig interesse for at forstå ændringer og konsekvenserne af ændringerne i det arktiske land og havis.