generalforsamling

Turister luner på bundlinjen hos Air Greenland

Air Greenland mærker en stigning i antallet af passagerer.

Administrerende direktør Michael Højgaard kan være tilfreds med resultatet for 2016.
Offentliggjort

Omsætningen hos Air Greenland er sidste år steget med 82 millioner kroner til 1.307 millioner kroner.

En stigning i antallet af passegerer er baggrunden for den stigende omsætning.

- 2016 har været et godt år for selskabet, hvor vi for hele året oplevede en vækst i passagermængder på 8 %, skriver bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen i en pressemeddelelse efter gårsdagens generalforsamling.

Især sommerens trafik hen over Atlanten har lunet hos flyselskabet.

- I juli sidste år havde vi passagerrekord, da over 20.000 passagerer fløj over Atlanten med selskabet, lyder det fra bestyrelsesformanden

Nedskrivning
Årets resultat før skat og før en særlig nedskrivning af selskabets Airbus 330-200s værdi er 110,8 millioner kroner.

Selskabet valgte i 2016 at nedskrive værdien af sin Airbus 330-200 ekstraordinært med 70 millioner kroner, hvilket bringer årets resultat før skat ned til 40,8 millioner kroner. Afskrivningen er sket som følge af, at markedsværdien af flyet er faldet.

For få sengepladser
Bestyrelsen betegner på den baggrund resultatet som tilfredsstillende.

Væksten i 2016 er fortsat ind i 2017, og efterspørgsel for højsæsonen i år er god.

I højsæsonen er antallet af turister næsten for god. Air Greenlands datterselskaber må nemlig afvise turister, fordi de ikke kan skaffe sengepladser nok.

Powered by Labrador CMS