Transparency: Her styrer kvinderne
“Kvindeklubben” blev de kaldt, da det kom frem, at Transparency International Greenlands nye bestyrelse kun bestod af kvinder. Men i praksis har det ikke gjort nogen forskel, mener to bestyrelsesmedlemmer.
Anita Hoffer, Naaja H. Nathanielsen, Dora Drechsel, Melissa Geisler Krogsgaard, Sara Olsvig og Birita í Dali. Sådan lyder navnene på bestyrelsesmedlemmerne i bestyrelsen for Transparency International Greenland. Seks kvinder, ingen mænd.
Kønsfordelingen mellem mænd og kvinder i bestyrelsen undrer ærligt talt de to bestyrelsesmedlemmer Anita Hoffer og Birita í Dali, som Arnanut har sat i stævne.
- Vi synes helt ærligt, at det var lidt pudsigt til sidste generalforsamling. Transparency beskæftiger sig med et ret hardcore område, så det undrer mig egentlig, at ingen mænd stillede op til bestyrelsen. Men vi kan jo ikke tvinge folk. Måske kan man spørge sig selv, om kvinder er bedre til frivillighed, siger Anita Hoffer, som er formand i Transparency International Greenland.
- I starten talte vi om, hvordan der vil blive set på foreningen, når vi kun var kvinder, men det har vi rystet af os, siger Birita í Dali.
Upassende
Da sammensætningen af de nye bestyrelse kom frem, blev de i spøg kaldt ”Kvindeklubben” i kommentarsporet på Sermitsiaq.AG’s netavis – i modsætning til koalitionens Inatsisartutmedlemmer, som blev kaldt Mandeklubben.
- Det var ret upassende, siger Birita í Dali.
- Vores kønsfordeling bliver bemærket en del, og nok også i højere grad end hvis vi havde været en ren mandebestyrelse. Men heldigvis er man jo også begyndt at bemærke, når der er overvægt af mænd i bestyrelser, siger Anita Hoffer.
I dag mærker de ingen forskel, hverken på bestyrelsens arbejde eller dens evne til at trænge igennem politisk og i medierne – i forhold til tidligere perioder, hvor der har siddet mænd i bestyrelsen.
Det fastslår formand Anita Hoffer, som var med til at starte Transparency International Greenland tilbage i 2011.
Læs mere i det nye nummer af Arnanut, som du blandt andet kan købe her.