eftersøgning
To både fanget i isen ved Alluitsup Paa
Tre personer i to både måtte fredag reddes med helikopter ved den sydgrønlandske bygd Alluitsup Paa
To både med i alt tre personer er blevet reddet fra storisen under en SAR-eftersøgning i fredags, 1. april, nær bygden Alluitsup Paa i Sydgrønland.
Det kunne være gået galt, men endte heldigvis godt, da politiet i Kujataa var involveret i to search and rescue-eftersøgninger fredag den 1. april.
Tænk jer om
- Begge redninger var nødvendige, da det var umuligt for de to nødstedte både at sejle videre på grund af den tætte is i området, siger Hans Rasmussen, politiassistent hos politiet i Kujataa, som var med til den dobbelte SAR-redningsaktion.
- Vi opfordrer derfor alle, der overvejer at sejle ud i farvandet, når der er storis, om at tænke sig godt om og være meget forsigtige.
Par reddet ud af isen
I første omgang fik politiet en anmeldelse om, at en båd var i klemme i storisen ved bygden Alluitsup Paa.
Båden og det par, der var ombord, var i nød, da der var kraftige dønninger på storisen.
Læs: 12-årig pige fundet i god behold
Manden og kvinden sad fast med båden, og Air Greenlands helikopter Bell 212 blev chartret, og med to politibetjente ombord blev den sendt til området.
Undervejs var der kontakt med de nødstedte via mobiltelefon. Helikopteren fik lokaliseret båden, hvorefter det nødstedte par blev reddet.
De viste sig at være i god behold.
Endnu en båd i problemer
Før Bell 212 lettede, havde politiet fået besked om, at der muligvis også var en anden båd i området, som var i nød.
Denne nødstedte båd blev lokaliseret ved en ø, hvor manden ombord var blevet fanget af isen.
Efterladte både
Manden var – som de andre reddede personer - også i god behold og blev samlet op af helikopteren, hvorefter alle de nødstedte blev fløjet til Nanortalik.
De to både blev efterladt henholdsvis i isen og på den ø, hvorfra manden i den anden nødstedte båd blev reddet.
Se billederne: Eftersøgt speedbåd bjærget i høj sø