Tillie krydser fingre: Håber på ny koalition lige meget hvad
Samarbejdspartiet håber forhandlingerne mellem enten Siumut og Demokraterne, eller en alternativ koalition lykkes
- Hele samfundet går i stå, hvis der ikke bliver dannet en ny koalition.
Det siger medlem af Inatsisartut Tillie Martinussen, Samarbejdspartiet, i en pressemeddelelse.
- Det er sådan at Finansloven skal være vedtaget senest den 15. november per lov. Skoler, sundhedsvæsen, offentlige institutioner i hele landet og alle andre funktioner, som står på Finansloven er afhængige af, at de véd om de er købt eller solgt, og hvordan de skal budgettere næste år, siger hun.
Valg er en dyr fornøjelse
Samarbejdspartiets ene Inatsisartut-medlem mener, at partierne nu skal tænke sig godt om, og indgår kompromisser.
- Et valg er desuden en dyr fornøjelse for skatteborgerne, som er et nødvendigt onde for demokratiet hvert fjerde år, men det koster samfundet i rejseudgifter, KNR og de andre medier i ressourcer og rejsetid.
Krydser fingre
- Alt sammen penge der går fra, at andre funktioner, nyheder og borgere i samfundet. Penge og ressourcer der kunne have skabt arbejde fra politikernes side af, i stedet for blot at bruges på partiernes egne egoer.
- Vi krydser fingre og håber at det lykkes at finde en løsning der holder fra nu og frem til næste valgdato, lyder det fra Tillie Martinussen.