Thorning støtter storskalaloven

Regeringen støtter Grønlands ønske om at ansætte billig, kinesisk arbejdskraft, fastslår Helle Thorning-Schmidt

Statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt tirsdag sit ordinære pressemøde i Statsministeriet. Foto: Simon Fals/Polfoto
Offentliggjort

Den danske regering støtter Grønlands storskalalov, som bygger på selvstyreloven. Danmark deltager meget gerne, hvis Grønland ønsker et samarbejde på råstofområdet.

Det fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tirsdag på sit første ugentlige pressemøde i 2013.

Hun vil tage sagen op med formand for Naalakkersuisut Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, når de skal mødes på torsdag.

Kuupik Kleist har tidligere ytret ønske om at se på mulighederne for at nedsætte en dansk-grønlandsk arbejdsgruppe, der skal se på samarbejdet på råstofområdet. Og det ønske vil regeringen gerne imødekomme.

Læs "Historisk møde mellem Nuuk og København"

Regeringen er fra blandt andet fagforeninger, Enhedslisten og Dansk Folkeparti blevet kritiseret for at støtte Grønlands storskalalov, som giver mulighed for at ansætte kinesiske arbejdere i Grønland til en lavere løn og under dårligere forhold, end grønlænderne er sikret med deres overenskomst.

Men Helle Thorning-Schmidt begrunder regeringens holdning med, at den acceptere selvstyreloven og dermed også Grønlands evne til selv at tage beslutningen, der kan være med til at sætte gang i det grønlandske råstofeventyr.

Afstemning i folketingssalen
For at storskalaloven kan blive vedtaget, skal den godkendes ved en afstemning i folketingssalen. Derfor er Justitsministeriet i øjeblikket i gang med at forberede lovforslag om opholds- og arbejdstilladelser i forbindelse med storskalaloven.

Inden jul vurderede flere eksperter, at Grønland ikke står alene med ansvaret for, at storskalaloven overholder internationale konventioner, som flere har kritiseret loven for at være på kant med.

Statsministeren tog på pressemødet også en del af ansvaret.

- Vi er som en del af riget ansvarlig i forhold til konventioner. I forhold til internationale konventioner er det klart, at Danmark også har et ansvar, siger hun.

Powered by Labrador CMS