Teenagere bag overfald på ældre
En 15-årig dreng og en 19-årig mand er blevet anholdt efter et opsigtsvækkende overfald torsdag morgen i Nuuk
Sagen er opklaret.
Sådan lyder den gode nyhed fra politiet i Nuuk.
Det sker, efter at en 68-årig mand torsdag morgen blev rullet og frarøvet sin pung med 2400 kroner.
Det viser sig nu, at det var en 15-årig dreng og en 19-årig mand, som stod bag overfaldet og røveriet.
- Politiet fik under efterforskningen mistanke til en 15-årig og en 19-årig, som viste mistænkelig adfærd på det tidspunkt, hvor den 68-årige hævede penge i automaten i Centermarkedet på Radiofjeldet, oplyser politikommissær Niels Nyvang, Nuuk Politi.
De blev anholdt henholdsvis torsdag aften og natten til fredag. Og de har erkendt under afhøringerne at være gerningsmændene.
- De blev fundet i besiddelse af 180 kroner. Resten af pengene - 2220 kroner - er brugt i løbet af torsdagen, fortæller Niels Nyvang.
Den 15-årige og 19-årige blev løsladt fredag formiddag. Sagerne bliver sendt til kredsretten.