Tasiilaq: To valgt til ungdomskommunalbestyrelsen
Den 30. maj var der valg til Kommuneqarfik Sermersooqs ungdomskommunalbestyrelse i Tasiilaq og de omkringliggende bygder
Ti kandidater fra 6.-7. klasse stillede op til ungdomskommunalbestyrelsen, og det blev Pele Jørgensen fra 6y med 50 stemmer samt Sofie Olsen fra 7y med 80 stemmer der løb med sejren.
Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.
Første møde til efteråret
De to valgte kan nu se frem til at deltage i ungdomskommunalbestyrelsen når de holder deres første møde i Nuuk til efteråret.
Ud af 372 stemmeberettigede valgte 307 elever at afgive deres stemme. Det gav en stemmeprocent på 82,5.
– Valget forløb rigtig fint og alle elever var dygtige til fortælle deres navn til de valgforordnede og dermed modtage deres valgseddel. Kun en elev stemte blankt. Vi har ingen ugyldige stemmer haft. Da mandaterne skulle offentliggøres var der velkomst, sang og en flot tale ved skoleinspektør, Nukannguaq Kristiansen. Mandaterne blev lykønsket med store klapsalver, kram, chokolade og blomster, siger Luna Billum, afdelingsleder for mellemtrinet på Tasiilami Alivarpik.
To elever fra hver folkeskole
Der skal vælges to elever fra hver folkeskole/friskole i byerne samt to elever fra hvert bygdebestyrelsesområde. Tasiilaq var den første by der havde valg senere vil der være valg i Paamiut, Nuuk og Ittoqqortoormiit.
Elever på 6.-7. klassetrin vil repræsentere børn og unge i deres by. Alle elever på skolen får mulighed for at indsende deres forslag til, hvad medlemmerne skal arbejde med på årets møde. Medlemmerne udvælger ét overordnet emne og underemner, der skal arbejdes med på det årlige møde.
De unge bliver valgt for en 2-årig periode, og første samling bliver i Nuuk til efteråret.