Storm
Sydgrønland sluppet nådigt fra stormen
Stormen i Sydgrønland har ikke udviklet sig helt så kraftigt som frygtet
Det ser ud til at Sydgrønland er sluppet nogenlunde nådigt fra det varslede stormvejr.
Politiets vagtcentral meddeler, at de ikke har kendskab til mere alvorlige skader.
Sermitsiaq.AG har dog meldinger om skader på huse i området. Blandt andet har en boligblok i Qaqortoq fået ødelagt beklædningen.
DMI fortæller også, at stormen så langt fra nåede op på de 50 m/s, som man havde frygtet. Grønlandsvagten oplyser til Sermitsiaq.AG, at de stærkeste vindstød blev målt i Narsarsuaq med 35 m/s. I Narsaq nåede de kraftigste stød op på 27 m/s og i Qaqortoq på 25 m/s. Nanortalik lå mere i læ og nåede derfor ikke helt op på stormstyrke.
Lige nu ser det på byvejret ud, som om vinden i Nanortalik i aften ved 20-tiden kan nå op på 40 m/s, men grønlandsvagten vurderer, at det næppe bliver tilfældet. Men vindstød op til 25 m/s vil han ikke udelukke.
Der har dog været kraftig fygning i Nanortalik, og det har sendt flere biler i grøften, meddeler politiet.