foredrag
Suverænitet - er det enten eller?
- Suverænitet er ikke det samme over alt på kloden - og suverænitet er ikke, hvad det har været, forklarer post.doc. Ulrik Pram Gad
I aften, tirsdag, er det muligt at blive klogere på, hvad suverænitet er for en størrelse. Det sker, når Ulrik Pram Gad, post.doc. ved Center for Advanced Security Theory på Københavns Universitet, holder et offentligt foredrag på Ilimmarfik i Nuuk.
Foredraget har titlen ’Suverænitet - fra enten/eller til postkoloniale spil’.
- Suverænitet bliver ofte behandlet som et enten/eller-spørgsmål i både politisk debat og i akademisk analyse. Det flytter imidlertid opmærksomheden fra alle de kreative og brutale spil, som suverænitetsbegrebet giver anledning til i praksis. Suverænitet er ikke det samme over alt på kloden - og suverænitet er ikke, hvad det har været, forklarer Ulrik Pram Gad i en optakt til sit foredrag.
Og videre:
- Et nyligt forskningsprojekt har givet indsigt i de mønstre, der er i, hvem der kan spille hvilke suverænitetsspil, og hvor de kan gøre det: formel suverænitet som stat åbner døre, men ikke alle døre er åbne for alle suveræne stater, og ikke-suveræne enheder kan på visse betingelser spille med. Postmoderne spil vinder frem, men højmoderne spillere gør modstand. Post-koloniale og neo-koloniale spil har afløst koloniale spil.