Valg til Folketinget
Støtter forslag om færre grænsehindringer i rigsfællesskabet
Venstre ønsker atter bedre forhold for landene i rigsfællesskabet. Et af problemerne er, at grønlandske og færøske kørekort ikke anerkendes overalt i Norden
Grænsehindringerne mellem Grønland, Færøerne og Danmark skal så vidt muligt begrænses og helst helt afskaffes.
Det siger Venstres folketingsmedlem og folketingskandidat Bertel Haarder, der er Nordisk Råds eneste repræsentant i det nye Grænsehindringsråd.
Dermed støtter det danske oppositionsparti et forslag fra Sambandspartiets folketingsmedlem, Edmund Joensen, som i Folketinget har fremsat et forslag til afskaffelse af en lang række grænsehindringer.
Kørekort skal gælde i hele Norden
- Et af problemerne er, at grønlandske og færøske kørekort ikke anerkendes overalt i Norden. Det gælder også manglende anerkendelse af grønlandske uddannelser og den manglende dobbeltbeskatningsaftale mellem Grønland og Finland og Sverige samt mange andre store og små hindringer, som begrænser bevægeligheden over grænserne og den økonomiske vækst, siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse.
Og uddyber:
- Nu skal der handles. Det er en manglende politisk vilje i ministerierne, der stiller sig i vejen. Efter valget vil jeg opsøge hver eneste minister, der ikke reagerer på de grønlandske og færøske krav. Om nødvendigt også i de andre nordiske lande.
Se også:
Lars Løkke: Selvstændighedstanker skal tages alvorligt
Thorning og Løkke vil åbne for gavepose
Tilbageblik: Borgerlige og socialdemokrater bejlede til Grønland