Støttekoncert for Kulusuk

Nogle af Islands musikstjerner optræder på lørdag i Reykjavik. De vil samle instrumenter og donationer til det nedbrændte musikhus i Kulusuk

Skoleinspektør Lars-Peter Sterling fra skolen i Kulusuk fotograferede branden, der fredag den 8. marts om morgenen sendte skolens musikhus over i historien. Foto: Lars-Peter Sterling
Offentliggjort

Fredag den 8. marts stod Kulusuks musikhus ikke til at redde, da det brændte ned til grunden under et kraftigt stormvejr. Musikhuset var bygdens knudepunkt, hvor børn, unge og voksne kunne bruge fritiden med at spille musik.

Da nyheden om husets skæbne nåede Island, gik der ikke mange dage, før der blev lavet en støttegruppe på Facebook, hvor målet var at skaffe instrumenter til bygden - og med stor tilslutning. Nu har dette initiativ vokset meget større, end man kunne håbe på.

Venskabsforeningen mellem Island og Grønland ’Kalak’ arrangerer støttekoncerten i Islands kulturhus, Harpa, på lørdag klokken 14.00. Udover de mange musikere der skal optræde, vil Islands præsident, Ólafur Ragnar Grímsson, deltage i arrangementet, som protektor for indsamlingen.

- Indsamlingen har aldeles vokset om sig. Vi har fået kulturhuset Harpa, Air Iceland og en række musikere med os i teamet til at gøre dette til en mindeværdig begivenhed, siger Hjörtur Gudmundsson til netavisen mbl.is.

Se galleri i "Her brænder musikhuset"

Læs "Nunafonden vil hjælpe Kulusuk"

Læs "Musikhuset i Kulusuk brændt ned"

Islandskendere vil bekræfte, at det er etablerede stjerner, som kommer frem, når de ser følgende navne: Bubbi Morthens, BlazRoca, Agent Fresco, Digraneskórinn, DJ Margeir, Karlakórinn Fóstbræður, Bjartmar Guðlaugsson, Haffi Haff, Jakob Frímann Magnússon, KK, Morgan Kane, Pálmi Gunnarsson, Ojba Rasta, Sam Sam, Sísy Ey, Sykur, Unnur Eggertsdóttir og Þórunn Antonía.

Der er gratis entre til koncerten, og der bliver taget imod donationer og instrumenter. Der er også åbnet en bankkonto til indsamlingen.

Kulusuk er kendt
Nogle herhjemme vil måske undre sig over den store opbakning fra naboen i øst, men der er en god grund til velviljen. Air Iceland har befløjet Kulusuk i årtier med turister, og især med éndagsturister. Alle i Island har hørt om Kulusk, og mange har selv besøgt bygden.

Venskabsforeningen Kalak har også et tæt samarbejde med bygdeborgerne, hvor der har været holdt skakturneringer, og flyselskabet Air Iceland har i flere år støttet bygdens børn med en tur til vulkanøen, hvor de lærer at svømme.

Powered by Labrador CMS