Stor islandsk gave til Kulusuk
Island har indsamlet 400.000 kroner og en masse instrumenter efter musikøvelokalet nedbrændte i starten af april
Der har været stor vilje til at hjælpe børn og unge i Kulusuk med at skaffe nye instrumenter og penge til et nyt øvelokale. En islandsk delegation kommer til Kulusuk for overrække penge og instrumenter.
Asii Chemnitz Narup, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Inuit Ataqatigiit, tager til Kulusuk for at tage imod gaverne fra Island. To medlemmer af byrådet i Reykyavik, direktøren i Harpa Concert Hall og repræsentanter i den grønlandsk-islandske forening Kalak kommer til Kulusuk for at overrække gaverne.
Læs: Musikhuset i Kulusuk nedbrændt
Air Iceland har doneret rejsen til Kulusuk for en 30 mand stor delegation, der kommer i morgen til Kulusuk.
Musikstjerner
- Jeg glæder mig til at møde den imponerende delegation fra Island og styrke båndene mellem KS og Island. Al den støtte, Kulusuk får til at genopbygge musikhuset, er udtryk for en solidarisk handling, der både er meget rørende og meget inspirerende. Det tætte bånd der er mellem Island og Østgrønland har virkelig vist sin folkelige styrke, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.
Læs: Støttekoncert for Kulusuk
En række islandske topmusikere har deltaget i en indsamlingskoncert i Reykyavik og har også doneret instrumenter.
Nunafonden vil også give et bidrag til genopbygning af øvelokale i Kulusuk.
Øvelokalet i Kulusuk, der har været godt benyttet af børn og unge nedbrændte i begyndelsen af marts, hvor hele huset og instrumenterne gik tabt i flammerne.