Steffen Ulrich-Lynge bliver topchef

Tidligere departementschef for Departementet for Bolig, Infrastruktur og Trafik Steffen Ulrich-Lynge bliver administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq

Steffen Ulrich-Lynge bliver administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq. Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Offentliggjort

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq behandlede sagen om ny administrerende direktør under et ekstraordinært møde torsdag. Steffen-Ulrich Lynge tiltræder sin nye stilling 1. august.

Steffen-Ulrich Lynge valgte selv at forlade sin stilling som departementchef, da der blev dannet en ny koalition. Han mente ikke, at han var den rette mand til at arbejde for den koalition.

Læs: Topchef vælger at gå

Nu er han blevet udpeget som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq og skal overtage tidligere administrerende direktør Søren Hald Møllers opgaver. Han valgte selv at fratræde sin stilling i slutningen af januar.

Læs: To kommunale direktører stopper

Moderne leder
Steffen-Ulrich Lynge, der er uddannet ingeniør, glæder sig til at starte på sin nye arbejdsplads.

- Infrastruktur og teknik er mit håndværk, mens ledelse er min passion. Jeg glæder mig meget til at tiltræde stillingen som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor jeg blandt andet vil sætte fokus på og prioritere en fortsat udvikling og konsolidering af organisationen, siger Steffen Ulrich-Lynge.

Hans politiske chef bliver Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit.

- Det er med stor glæde, at en enig Kommunalbestyrelse i dag har truffet beslutning om at ansætte Steffen Ulrich-Lynge som administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq. Steffen Ulrich-Lynge har mange års erfaring på topledelsesniveau. Han trives med målrettet faglig og ledelsesmæssig udvikling og udviser kompetent moderne lederskab. Jeg glæder mig meget til opstarte samarbejdet til august, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Powered by Labrador CMS