Søvndal roser Arktisk Råd-samarbejde
Fra dansk side er der overordnet stor glæde over resultaterne ved onsdagens ministermøde i Arktisk Råd
Som Sermitsiaq.AG har skrevet kæmper udenrigsminister Villy Søvndal, SF, for, at der snarest muligt bliver skabt grundlag for, at Grønland igen deltager fuldt ud i Arktisk Råds arbejde, da det er ’afgørende for Danmark, at alle tre dele af rigsfællesskabet på lige fod får mulighed for at bidrage til arbejdet i Arktisk Råd’.
Men når Villy Søvndal overordnet skal konkludere på onsdagens ministermøde i nordsvenske Kiruna, hvor han deltog sammen med den færøske lagmand Kaj Leo Holm Johannesen, er han godt tilfreds.
Mødet ’markerede den fortsatte udvikling af Arktisk Råd som det centrale internationale organ for håndtering af arktiske spørgsmål’.
Under mødet underskrev medlemslandene en aftale om styrket samarbejde om håndtering af oliespild i Arktis. Arktisk Råd nåede ligeledes til enighed om at optage en række nye lande som permanente observatører.
- Jeg synes, at vi efter dette møde med tilfredshed kan slå fast, at vi har et Arktisk Råd i topform - et Arktisk Råd, der leverer relevante og konkrete svar på de konkrete udfordringer, som den arktiske region står overfor. Det gælder ikke mindst vores beslutning om at styrke vores samarbejde for at undgå og mindske virkningerne af oliespild i de sårbare arktiske farvande. Aftalen er den anden bindende aftale på to år mellem de arktiske stater, siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse.
Læs "Greenpeace: Stem nej til olieaftalen, Villy"
Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd
- Vigtigt var det også, at vi nåede til enighed om at udvide kredsen af permanente observatører. Det var en svær beslutning, men en rigtig beslutning. Den stiller ikke spørgsmålstegn ved de arktiske landes særlige rolle i håndtering af regionens udfordringer. Men den signalerer åbenhed. Og så er den udtryk for, at mange lande uden for Arktis også har legitime interesser i udviklingen i regionen. Ønsker de at bidrage positivt til håndteringen af regionens udfordringer, vil de styrke vores arbejde og være velkomne. Med beslutningen er jeg også overbevist om, at vi har fastholdt Arktisk Råds position som det centrale internationale omdrejningspunkt for arktiske spørgsmål.
Læs "Søvndal: Grønland skal tilbage i varmen"
Erklæring om fredelig udvikling i Arktis
Under mødet vedtog Arktisk Råd desuden en erklæring med en vision for Arktis (Vision for the Arctic Region). I denne erklæring understreges blandt andet målsætningen om en fredelig udvikling i Arktis, hvor det er hensynet til befolkningerne i Arktis, der står i første række.
Endvidere blev der gjort status for arbejdet i Arktisk Råds arbejdsgrupper og vedtaget politiske anbefalinger vedrørende områder som styrkelse af biodiversiteten, bekæmpelse af sodpartikler (black carbon) og kampen mod forsuring af havene nord for polarcirklen.
Canada fremlagde sit arbejdsprogram, der i lighed med Kongerigets arktiske strategi sætter fokus på de mennesker, der bor i Arktis.
Læs her alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Grønlands boykot af ministermødet i Arktisk Råd