Slædehunde på finansloven
Siumut og Atassut overbyder hinanden på tirsdagens møde i Inatsisartut
Det nationale hundeslædevæddeløb Avannaata Qimussersua bliver hvert forår fulgt med levende interesse i hele Grønland, og nu bærer Siumut og Atassut begejstringen ind i landstingssalen.
På tirsdagens møde i Inatsiartut forslår Atassuts Knud Kristiansen og Siverth K. Heilmann, at GM i slædekørsel Avannaata Qimussersua fremover skal have et årligt tilskud fra landskassen på 500.000 kroner.
Siumuts formand Aleqa Hammond overtrumfer Atassut med et forslag om en årlig støtte til slædekuskenes forbund Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattuffiat KNQK på en million kroner.
Uanset strid om støttens størrelse er begge partier enige om, at Avannaata Qimussersua er en væsentlig del af den grønlandske kulturarv, som fortjener al mulig opbakning.
På finansloven
Det er imidlertid en bekostelig affære at samle de mange slædehold, og i år måtte en række slædekuske, som havde kvalificeret sig til GM, blive hjemme på grund af manglende økonomi.
– Sporten har brug for en fast økonomisk hjælp, hvis vi skal bevare det landsdækkende hundeslædevæddeløb, sagde formand for hundeslædeforbundet Kalaallit Nunaanni Qimussertartut Kattuffiat Mikkel Jeremiassen ved forårets GM i Qasigiannguit.
Mikkel Jeremiassen foreslog, at den omkostningskrævende hundestransport bliver sat på finansloven.
Et GM som Avannaata Qimussersua har et budget i omegnen af 2,5 millioner kroner.