Slædeforening: Kommunen er ligeglad med os

Formand for Qimusseq Sisimiut, Gustav Olsen, siger, at Qeqqata Kommunia er meget svær at arbejde sammen med. Han forventer flere slædeuheld

Formand for Qimusseq Sisimiut, Gustav Olsen, siger, at Qeqqata Kommunia er meget svær at arbejde sammen. Han forventer flere slædeuheld. Foto: Facebook
Offentliggjort

Efter det er kommet frem, at der var et grimt slædeuheld med en personbil i Sisimiut den 27. januar, ønsker formand for hundeslædeforeningen Qimusseq Sisimiut, Gustav Olsen, nu at lufte sin kritik af forholdene for slædeførerne i landets næststørste by.

Det sker, fordi Qeqqata Kommunia ifølge Gustav Olsen ikke har været samarbejdsvillig med henblik på at få løst problemer.

- Vi har ellers snakket med kommunen, sendt breve og prøvet at få løst problemerne omkring vores forhold i forbindelse med en plads til slædehunde her i byen, men det er, som om ingen vil høre på os, siger Gustav Olsen til Sermitsiaq.AG.

Han siger, at det er på tide, at kommunen tager hundeslædeforeningens anmodninger seriøst.

- Vi har søgt om at få en lygtepæl ved siden af vores hundeslædeplads, for det bliver for farligt, når det bliver mørkt. Og vi har søgt om at få en bedre vej, som vi har fået, men vejen er i dårlig stand. Kommunen siger, at de ikke har råd til at ordne den, lyder det fra Gustav Olsen.

Læs "Grimt slædeuheld i Sisimiut"

Forventer flere uheld
- Jeg var involveret i en ulykke sidste år, da jeg blev ramt af en snescooter, og jeg kender mange ulykker, der ikke bliver anmeldt. For vejen er ikke bred nok ved slædehundepladsen, og det bliver farligt, når biler, snescootere og hundeslæderne kører på en gang.

Qimusseq Sisimiut-formanden siger, at snescooterne kører for stærkt i byen, og at det skaber problemer for slædehundene.

Han håber på, at der bliver valgt én ved kommunalvalget, der har forstand på hundeslæderne.

- Jeg glæder mig til kommunalvalget. Det er på tide, at vi bliver hørt af kommunen, og jeg håber, der bliver valgt én, der kender forholdene, påpeger Gustav Olsen.

Powered by Labrador CMS