Skov Nielsen: Jeg er åben
Ny kritik om lukkethed preller af på departementschef Jørn Skov Nielsen. - Jeg stiller også i fremtiden op til interview om faktuelle ting, siger han
- Som embedsmand i Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked stiller jeg mig meget gerne til rådighed for medier og organisationer, så længe det drejer sig om faktuelle spørgsmål. Det har jeg gjort tidligere – og det vil jeg også gøre fremadrettet.
Sådan siger Jørn Skov Nielsen, departementschef i Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked, til Sermitsiaq.AG.
Det sker i en kommentar til en Ekstra Bladet-artikel, hvor avisen under overskriften ”Åbenhed efterlyses” tegner et ikke så positivt billede af departementschefen, hvor han fremstår som altdominerende, når der skal tages beslutninger, der relaterer sig til råstoffer.
Læs "Skov Nielsens magt igen i fokus"
- Jeg vil gerne understrege, at arbejdsdelingen mellem et departement og et medlem af Naalakkersuisut er, at departementet udelukkende udtaler sig til medierne, når det drejer sig om faktuelle oplysninger – og medlemmet af Naalakkersuisut tager sig af den politiske del, forklarer Jørn Skov Nielsen, som ifølge Ekstra Bladets udlægning nægtede at stille op til interview med avisen.
Informationer lagt på internettet
- Det selv samme er ligeledes sket i forbindelse med Ekstra Bladets henvendelse til Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked. I den sammenhæng har Råstofstyrelsen besvarede på de faktuelle spørgsmål, som avisen stillede. Og Naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Jens Erik Kirkegaard, Siumut, besvarede de politiske spørgsmål, som Ekstra Bladet stillede ham, forklarer Jørn Skov Nielsen og fremhæver, at langt hovedparten af de faktuelle spørgsmål, som avisen bad ham om at besvare, kan findes på Råstofstyrelsens hjemmeside.
Ifølge Jørn Skov Nielsen er der derudover de senestes år lagt omfattende materiale ud på internettet netop for at sikre mest mulig information om råstoffer.
Berlingske har tidligere kaldt Jørn Skov Nielsen 'Grønlands oliezar' og 'skyggeråstofministeren'.