fiskeridebat

Siumutter: Du skal følge Siumuts politik, Karl

Medlem af Inatsisartut for Siumut er stærkt imod månedskvoter for hellefisk

Karl Kristian Kruse til venstre og formanden for fiskeriudvalget Nikolaj Jeremiassen under samtale, mens Karl Lyberth står i baggrunden
Offentliggjort

Medlem af Inatsisartuts udvalg for fiskeri Karl Kristian Kruse fra Siumut mener, at medlem af Naalakkersuisut for fiskeri Karl Lyberth fra Siumut er på gale veje. Indførelse af månedskvoter i fiskeriet efter hellefisk får ikke den ønskede virkning, mener Karl Kristian Kruse, der selv er fisker.

Nye regler for fiskeriet efter hellefisk bliver indført i det nye år. Naalakkersuisut vil blandet andet indføre månedskvoter i fiskeriet efter hellefisk efter at have afskaffet kvartalskvoter, da Siumut overtog ansvaret for fiskeriet efter valget til inatsisartut i marts.

Forkert retning
- Jeg vil på ingen måde gå med til månedskvoter, lyder det bestemt fra Karl Kristian Kruse, der frygter negative konsekvenser.

- Der vil komme endnu større konkurrence om at fiske så meget som muligt af månedskvoten. Det har vi oplevet de sidste par måneder, og situationen bliver ikke bedre af indførelse af månedskvoter, siger Karl Kristian Kruse.

Han mener, at medlem af Naalakkersuisut for fiskeri Karl Lyberth har taget en kurs, som ikke er på linie med Siumuts fiskeripolitik.

- Medlemmet af Naalakkersuisut bør følge Siumuts politik og tage beslutninger i tæt dialog med brugerne. Siumut vandt valget, fordi vi gik til valg på at bruge fiskernes viden bedre. Nu kan vi se, at vi slet ikke har levet op til vores valgløfter, siger Karl Kristian Kruse, der er næstformand i fiskeriudvalget.

Han foreslår nu, at planen om at indføre månedskvoter bliver annulleret.

Powered by Labrador CMS