Siumuts bagland: Stop magtkampene

Siumuts lokalafdelinger opfordrer Inatsisartut-gruppen til at finde fælles fodslag

Offentliggjort

Siumuts bagland er tilsyneladende ved at være træt af uenigheder og magtkampe i partiets gruppe i Inatsisartut. Det fremgår af de svar, som lokalafdelingerne har sendt til hovedbestyrelsen efter at en mistillidserklæring mod Kim Kielsen var blevet sendt i høring.

Det var et flertal på seks ud af ti medlemmer af Inatsisartut-gruppen samt naalakkersuisoq Erik Jensen, der havde skrevet under på mistillidserklæringen.

Et markant flertal på 36 ud af de 40 lokalafdelinger, der har svaret, bakker fortsat op om Kim Kielsen som leder. En del af lokalafdelingerne har svaret meget udførligt på henvendelsen.

- Endvidere er der udmeldinger, der peger på, at Siumuts gruppe i Inatsisartut må komme til enighed og forståelse og finde en fælles kurs for at komme videre, skriver partiets næstformand, Karl-Kristian Kruse i en pressemeddelelse

- Hvis dette mål skal nås, skal alle parter nærme sig hinanden og ofre noget til fællesskabet til glæde for Siumuts politiske arbejde og til gavn for samfundet, lyder beskeden fra baglandet.

Kielsen skal være mere synlig

Trods den fortsatte opbakning til Kim Kielsen frem mod landsmødet næste år, så er der dog også en opfattelse af, at han bør gøre tingene bedre.

- Endvidere var noget af det som blev meldt klart ud, at formanden bør være mere synlig i det politiske landskab og i den daglige offentlighed i medierne, hvilket man selvfølgelig forventer må ske i forbindelse med det daglige politiske arbejde og de kørende sager, lyder Karl-Kristian Kruses sammenfatning af reaktionen fra lokalafdelingerne.

Siumut har 61 aktive lokalafdelinger, hvoraf 40 havde svaret på henvendelsen.

Powered by Labrador CMS