- Siumut tager samfundet som gidsel

Det vigtigste for Siumut er Siumut, lyder det fra IAs politiske ordfører, der mener oppositionspartiet tager Grønland som gidsel i den aktuelle debat om storskalaloven

Aqqaluaq B. Egede, IA, langer ud efter Siumut. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

IA er godt og grundigt træt af Siumuts udmeldinger om lovforslaget om storskalaprojekterne.

Siumut har kaldt lovforslaget for uambitiøst og afvist at søge kompromisser, og netop Siumuts manglende lyst til at samarbejde om lovforslaget er kritisk, mener IAs politiske ordfører, Aqqaluaq B. Egede.

- Vi mener, at denne tilgang til det politiske arbejde er at tage samfundet som gidsel. Det viser, at det vigtigste for Siumut er Siumut, siger Aqqaluaq B. Egede, der opfordrer til, at Siumut i stedet tager en debat med de øvrige partier af den uenighed, der måtte være.

- Det er uomgængeligt, at samfundet og de kommende generationer har brug for at samtlige partier nu står sammen om at skabe grundlaget for deres fremtid ved at søge kompromisser og visioner, siger Aqqaluaq B. Egede.

- At undlade at handle i en tid som denne mener vi vil være udtryk for politisk umodenhed og et bevidst fravalg af realiteterne.

Powered by Labrador CMS