Sermitsiaq mener: Det er borgernes velfærd, det handler om

Kommunalreformen har slet ikke givet de besparelser eller rationaliseringer, som blev forudsat, da reformen blev besluttet. Tværtimod.

Opgaveoverførslen er heller ikke gennemført, som oprindelig forudsagt.

Det hele er sværere end man troede.

Men hvad var nu ideen med kommunalreformen.

Det var så vidt vi husker, at administrationen skulle blive ikke kun billigere men også bedre for borgerne.

Det administrative system er til for at servicere borgerne.

Det vil sige kommunerne er til for borgerne.

Vi skal altså oprette det administrative system, som er bedst for borgerne, og som giver borgerne medindflydelse.

Men vi oplever et system, som ikke fungerer.

Økonomisk og regnskabsmæssigt roder det. Alle de nye storkommuner har det svært. Desuden er alle kommet ned på laveste fællesnævner – i stedet for at de svage er trukket op. Tidligere havde vi nogen foregangskommuner, som havde et højt serviceniveau. Men de eksisterer ikke mere.

Administrationen i de forskellige kommuner svulmer, uden at borgerne får en bedre service. Det virker som om administrationerne er til for at informere hinanden i stedet for at servicere borgerne. Vi oplever, at borgerne, klienterne, vælgerne nærmest bliver behandlet som forstyrrende og irriterende elementer af kommunernes skrankepaver.

De, der har brug for kommunernes hjælp, er de svageste, og de skal have den hjælp med det samme, som de har krav på og brug for. Det får de ikke, måske fordi der ikke er nok ansat ved skranken.

Kommunerne glemmer at informere borgerne om deres rettigheder i dagligdagen. Og vi har på fornemmelsen af, at kommunernes ledere glemmer at fortælle deres medarbejdere ved skrankerne, at de arbejder for borgerne, og at borgerne har nogle rettigheder.

Kommunerne har endnu ikke fået nye opgaver, men de har også svært ved at løse dem, de allerede har, så vi tvivler på, at de overhovedet magter nye opgaver.

Vi har selvfølgelig forståelse for, at kommunerne har travlt med at få de nye, store administrationer til at fungere, men det må ikke gå ud over serviceringen af borgerne. Det må stadig være det vigtigste, ellers er der ingen grund til at vi har kommuner.

Kommunerne er også til for at beslutningerne skal træffes nær borgerne, og at borgerne skal have indflydelse på dem. Vi kalder det nærdemokrati.

Men der er ikke meget nærdemokrati i kommunerne. Det er selvfølgelig også svært i en kommune fra Qaanaaq i nord til Kangaatsiaq i syd. Men det skal lykkes, ellers falder begrundelsen for kommunernes eksistens væk.

Nærdemokratiet bliver ikke gjort bedre af de dødtriste kommunalbestyrelsesmøder, som afholdes, hvor medlemmerne glemmer alt om lokalpolitiske visioner om at forbedre borgernes dagligdag. Møderne drukner i beslutninger af administrativ karakter, og man glemmer at diskutere det vigtigste nemlig, hvordan man kan forbedre befolkningens vilkår, og hvordan man kan forbedre rammerne for den økonomiske udvikling i lokalsamfundet.

På den anden side har man i Inatsisartut svært ved at finde ud af rollefordelingen. Her elsker man at fortabe sig i alen lange debatter om petitesser og om befolkningens dagligdags problemer. Det er forståeligt, at det har interesse, men de debatter skal ligge et andet sted. Enten ude i kommunalbestyrelserne, eller, hvis det skal tages op centralt, som et paragraf 36spørgsmål.

Det største problem er imidlertid, at Inatsisartut fastlægger de økonomiske rammer for kommunerne gennem Finansloven. Nu lægges der op til, at kommunerne skal spare yderligere, og der kommer nok en lang debat i Inatsisartut om det spørgsmål.

Men også her må politikerne gøre sig klart, at de er til for borgerne. Det er serviceniveau og levevilkår det handler om – helt ude ved skranken og i den daglige løsning af befolkningens problemer. Det er her det vigtige arbejde foregår.

Hvis kommunerne ikke kan løse opgaverne, er det borgerne det går ud over. Husk nu på, at det ikke er rejserne eller administrationen, der spares på ude i kommunerne, når der skæres ned. Nej det er de folk, som står ved skranken, det går ud over.

Det vil sige det rammer borgerne, det rammer skolerne, det rammer daginstitutionerne det rammer det sociale serviceniveau.

Overordnet set må Naalakkersuisut finde ud af med sig selv, om 56.000 indbyggere har råd til to store, dyre administrative niveauer. Bureaukrati og systemer er ikke vigtigere end borgernes velfærd og levevilkår.

Vi frygter, at de besparelser, der nu skal gennemføres i kommunerne, går ud over borgernes velfærd.