Selvstyret har intet overblik over brugen af eksterne konsulenter

Selv om Revisionsudvalget tilbage i 2014 anmodede Naalakkersuisut om at skabe en øget åbenhed om brugen af eksterne konsulenter, er intet sket. Selvstyrets regnskabssystem opgør brugen af eksterne konsulenter til knap en kvart milliard kroner, men oversigten er langt fra retvisende.

Politikerne kan for tredje år i træk ikke få at vide, hvad der helt nøjagtigt er blevet brugt af penge på eksterne konsulenter. En ikke-retvisende opgørelse siger knap en kvart milliard kroner, men det er inklusiv udgifter til lærer- og lægevikarer.
Offentliggjort

Revisionsudvalget har i sin betænkning i forbindelse med Landskassens Regnskab for 2017 måttet gentage en henstilling til Naalakkersuisut, som man har overhørt siden 2015.

Anmodning gentages

I dag bliver anmodning sendt til Naalakkersuisut med flere understregninger i håb om at Selvstyre-administrationen får indrettet sagsbehandlingen, så man kan få en udspecifiseret opgørelse af anvendelsen af konsulenter i Selvstyret.

Og det skal være en fast del af afrapporteringen i forbindelse med Landskassens Regnskab, understreger udvalget.

Umuligt at skelne

Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq skriver i et svar til Revisionsudvalget , at det ikke er muligt ”at skelne forskellige typer af eksterne tjenesteydelser skarpt fra hinanden”.

Han forklarer det med, at udgifter til eksempelvis lærer- og lægevikarer bogføres på samme konto som deciderede konsulenter.

Af en oversigt, der således ikke er retvisende i forhold til Revisionsudvalgets ønske, fremgår det således, at Sundhedsdepartementet og Uddannelsesdepartementet har de største udgifter vedrørende konsulentydelser. Det ligger på henholdsvis 49 og 69 millioner kroner i 2017.

Samlet opgørelse: 244.466.031 kroner

Tager man samtlige konti, hvori er medregnet transportudgifter, opholdsudgifter og eksterne konsulenter ryger man op på et svimlende beløb, der nærmer sig en kvart milliard kroner – eller helt nøjagtigt: 244.466.031 kroner.

Powered by Labrador CMS