Se fotos: Julemanden ankom i brandbil
Normalt ankommer julemanden med helikopter til Dr. Ingrids Hospital i Nuuk. I år var det anderledes.
Julemanden ankom mandag formiddag til Dr. Ingrids Hospital i brandbil.
I et noget diset vejr stod flere hundrede og ventede på julemanden. De spejdede i horisonten: hvornår mon helikopteren måtte komme med ham? Som traditionen byder. Men ak. Ikke i år.
Det blev i stedet en brandbil, som fragtede julemanden til den traditionsrige event foran hospitalet i Nuuk den 24. december.
Fugtigt vejr
Hovedstaden er langt fra snedækket, og gummistøvlerne måtte i brug, så man kunne holde fusserne tørre.
Uanset vejret, så lyste børnenes øjne op, og julemanden tog en runde på hospitalet og uddelte gaver til patienter, som er så uheldige, at de ikke kan være hjemme hos familien.
Sermitsiaq.AGs pressefotograf fulgte julemanden. Se billederne ved at klikke på de mange billeder i toppen af denne artikel.
Redaktionen vil gerne ønske læserne - og ikke mindste de strandede flypassagerer i Kangerlussuaq - en god jul.