Se fotos: Flere ødelæggelser efter stormen
De seneste døgn har et voldsomt stormvejr raset over en stor del af Vestkysten og efterladt sig en lang hale af ødelæggelser på vejen.
Det seneste døgn har borgere i flere byer oplevet et kraftigt stormvejr, hvor der i Nuuk og Paamiut har været vindstød af orkanstyrke og middelvind på lige omkring 30 m/s.
Grønlands Politi melder om, at der ingen personskader har været.
Men der er flere materielle ødelæggelser især i Nuuk.
Blandt andet blev store containere væltet som legoklodser af stormen sen eftermiddag tirsdag. Flere lygtepæle er blevet revet op og væltet. Bilruder og vinduer i bygninger blev ødelagt af flyvende genstande og små sten.
Vinduer smadret på skole i Paamiut
Også Paamiut blev rusket godt igennem af stormen. Skolen Atuarfik Tuiisaq holdt lukket, så alle elever blev hjemme.
Et vindue på en af skolens kontorer blev ramt og ødelagt af noget tagpap, der blev blæst væk af stormen.
- Vi holdt skolen lukket, men jeg arbejdede på mit kontor. Da jeg kom tilbage efter at have hentet frokost blev jeg mødt med flyvende papir og knust glas på gulvet. Mit vindue var blevet ramt af flyvende genstande, og var helt itu, fortæller viceskoleinspektør Johansinnguaq Rosing til Sermitsiaq.AG.
Han fortæller, at solceller i andre bygninger blev suret ekstra fast, da blæsten var tæt på at blæse dem væk fra taget.
- Det var en skræmmende oplevelse. Stormen var ret voldsomt. Også usædvanligt med kraftig regn på denne tid af året. Men vi stod op til en sneklædt Paamiut her til morgen, fortæller han.
Stormen i Paamiut løjede af tirsdag eftermiddag, men tog til igen om aftenen.
Over artiklen kan du se en del af Sermitsiaq.AG´s fotografs billeder taget i går og i dag under stormen, der viser flere ødelæggelser.
Boligselskab hårdt ramt
Boligselskabet INI A/S melder på sin Facebookside, at selskabet er opmærksom på alle de miljøhuses tag, der er blæst væk og flere tagpap, der er revet væk af stormen.
Boligselskabet melder at i Nuuk:
- På blok 34 og 36 er tagpap revet løs og nogle steder ødelagt (Qapiarfiusaaq/Radiofjeldet).
- I blok 32 er nogle plader fra sternen faldet ned (Qapiarfiusaaq/Radiofjeldet).
- Brandtrappen ved centermarkedet er blevet afskærmet af kommunens medarbejdere, da den er revet løs og til fare for mennesker. Den fjernes, når det ikke blæser så meget mere i løbet af eftermiddagen (Qapiarfiusaaq/Radiofjeldet).
- På blok-T er en tagplade løs (Tuapannguit).
- Tagplader på i alt 10 miljøhuse er blæst væk.
I Nuussuaq:
- I Eqalugalinnguit er dele af tagpappet blæst væk og ødelagt.
- I Sangoriaq er facadeplader blæst væk.
I Paamiut:
- På blok R er tagkonstruktionen løs. Beboerne blev i går eftermiddag flyttet til en anden bolig.
INI A/S beder borgere om at melde om andre ødelæggelser, som er under boligselskabets administration.
(Dansk nederst) Anorersuarnerata kingorna Nuummi Paamiunilu killiffik Nuuk Paamiullu anorersuarsiorfiungaatsiarput...
Slået op af INI A/S i Onsdag den 4. november 2020