Særlig hotline skal berolige bange børn
Skulle børn være bekymrede over coronavirussen, kan de fra i dag henvende sig til en særlig corona-hotline
Naalakkersuisut har sikret, at børn fra i dag tirsdag, kan ringe til et særligt coronavirus-telefonrådgivningsnummer via den eksisterende Tusaannga-rådgivning.
Det skriver selvstyret i en pressemeddelelse.
Tusaannga vil have åbent alle dage klokken mellem 8-22, og her kan børnene stille spørgsmål vedrørende coronavirus.
- Skal jeg stadig gå i skole? Bliver mine forældre syge? Hvad gør jeg, hvis jeg kender nogle der er syge? Bliver min konfirmation aflyst? Hvordan vasker jeg hænder? Spørgsmålene kan være mange og personale vil besvare henvendelserne, fremhæves det i pressemeddelelsen.
Bekymrede eller nysgerrige børn kan enten sende SMS på 1899 eller ringe til Tusaannga på 801180.
Voksne med spørgsmål vedrørende coronavirus skal fortsat kontakte Corona Hotline på tlf. nr. 801100 eller via e-mail corona@nanoq.gl