S-kandidat: Jeg kan slå Palle
Lise Svenningsen, der stiller op til Inatsisartut-valget for Siumut, har en stribe forslag til, hvordan flere får en uddannelse - og et bedre liv
- Jeg kan slå Palle Christiansens uddannelsespolitik!
Så klar i mælet er Siumuts Lise Svenningsen, som stiller op til Inatsisartut-valget om under to uger.
- En af de vigtigste mærkesager, som ligger mit hjerte nær, er, at mange får sig en uddannelse her i landet, fra by og bygd. Men for at nå dertil er man nødt til at samarbejde med andre departementer inden for familie- og sundhedsområdet. Vi må i langt højere grad holde op med den eksisterende kassetænkning, som er et af selvstyrets svageste led og kultur, siger Lise Svenningsen.
Efterlyser respekt og tidligere hjælp
- Vi skal selvfølgelig skabe rammer for, at man kan tage de mange uddannelser her i landet og gradvist udvide mulighederne, i takt med at der bliver stillet passende kollegier til rådighed. I dag besluttes mange flytninger af uddannelser hen over hovedet på de involverede parter. Det, mener jeg, viser manglende dømmekraft og manglende respekt for alle de forskellige fagfolk, der arbejder under uddannelsessystemet, forklarer Siumut-politikeren og fremhæver, at der skal sikres en rød tråd fra barnsben, indtil personen er kommet igennem uddannelsessystemet.
Lise Svenningsen siger, at man skal hjælpe børnene og deres familie langt tidligere, end tilfældet er i dag.
Snakke sammen
- Og vi må snakke og åbne op for mange flere debatter i TV og radio om alle vores pædagogiske indsatser og manglende indsatser for den sags skyld for derigennem klarlægge de behov, der derefter bliver tydeliggjort. Snakke sammen om de forventninger, vi har til hinanden, om børnene går i dagsinstitution, skole eller er i gang med en uddannelse.
- På den måde kan vi sikre, at de midler, vi har til rådighed, bliver brugt rigtigt og konstruktivt og tilpasse indsatser efter de behov, der er, lyder det fra Lise Svenningsen i en pressemeddelelse.