S-kandidat: Hvad med tiden efter råstoffer?
Jens-Erik Kirkegaard, der stiller op til valget for Siumut, vil kæmpe for, at Grønland får indført royalties i forbindelse med mineraludvinding
Som bekendt er partiet Siumut en stor aktør i råstofdebatten, og en af partiets kandidater til Inatsisartut-valget er Jens-Erik Kirkegaard, hvis mærkesag netop er råstofområdet.
Han mener, at storskalaloven skal strammes op.
- Efter nærmere undersøgelser har jeg fundet ud af, at Naalakkersuisut har valgt ikke at få indtægter fra mængden af råstoffer, der udvindes, men på de indkomst- og selskabsskatter, som mineindustriens aktiviteter måtte generere. Det vil sige en indirekte eventuel kompensation, forklarer Jens-Erik Kirkegaard.
Han og Siumut mener, at indtægterne fra en mineraludvinding skal komme fra royalties fra selskaberne for de mineraler, de henter op af jorden.
Selskabsskat ikke nok
- Hvad så om 15 år, når for eksempel Isukasia-minen lukker, eller når Citronenfjorden-minen lukker efter estimerede 13 år? Hvad så når råstofferne er væk for altid? Skal vi udelukkende satse på en så svær størrelse som selskabsskat? spørger Jens-Erik Kirkegaard.
Han mener ikke, at selskabsskat er godt nok.
- Vores råstoffer er trods alt begrænsede og en ’non-renewable’-ressource. Lad os bruge dem til gavn for samfundet, også på den lange bane. Mineraludvinding skal være bæredygtigt for alle parter. Jeg tror på, at vi som befolkning skal kræve royalties. Alt andet giver ikke mening, understreger Jens-Erik Kirkegaard.
Royalty er en honoraraftale, hvor indehaveren af en immaterialret får betaling for hvert solgt eksemplar af det produkt, hvor rettigheden udnyttes.