demonstration i Nuuk
Ruth Heilmann chokeret over demonstration med børn
Det chokerer Siumuts Ruth Heilmann, at mange børn deltog i demonstrationen mod Naalakkersuisut. Hvor er beskyttelsen af vore børn her i landet?, spørger hun
Som Sermitsiaq.AG har omtalt i flere artikler, gik demonstrationen mod Naalakkersuisut tirsdag den 30. september ifølge flere rystede borgere for voldsomt for sig, hvor blandt andet børn fra daginstitutioner deltog i demonstrationen mod Naalakkersuisut.
Medlem af Inatsisartut for Siumut Ruth Heilmann er klar over, at der var anmeldt en demonstration, men er nu mest rystet over, at børn deltog i demonstrationen.
- Da jeg kom ud af kirken var jeg mest chokeret over at konstatere, hvor mange børn der deltog under demonstrationen. Den første tanke, der slog mig, var, om beskyttelsen af vore børn er blevet ophævet?, siger Ruth Heilmann og fortsætter:
- Hvor var børneombudsmanden? Jeg blev fortalt, at hun også deltog i demonstrationen. Det i sig selv er chokerende og yderst betænkeligt.
- Jeg ved, at børn under 18 år ikke skal forsøges påvirket i daginstitutioner, mens de er der. For her skal man modsat opdrage og oplære børnene, siger Ruth Heilmann.
Arrangørerne opfordrede til demonstration for voksne
Hos arrangørerne af demonstrationen, som var arrangeret af Facebook-gruppen 'Demonstration imod Naalakkersuisut - Naalakkersuisunut akerliussutsimik takutitsineq', tager medarrangører Naja Carina Steenholdt Ruth Heilmanns kritik med sindsro.
- Vi opfordrede til en fredelig demonstration, hvor alle var velkomne. Og hvem folk tager med er deres eget ansvar, siger Naja Carina Steenholdt til Sermitsiaq.AG.
Samtidig pointerer hun, at målgruppen for demonstration var stemmeberettigede.
- Vi opfordrede til nyvalg, hvor vi henvender os til stemmeberettigede, siger Naja Carina Steenholdt.
Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen.
Læs: Aleqa: Jeg frygtede for mit liv under demonstrationen
Læs: Medarrangør af demonstration: Vi fortryder intet
Læs: Pletskud: Er det årets foto?