Røde Kors har udklækket instruktører

Kalaallit Røde Korsiat har uddannet de første instruktører i landet i psykisk førstehjælp og med menneskelig støtte

Deltagere: Sejer Kleemann, Lisbeth Adolfsen, Mariane R. Olsen, Sori Heilmann Lennert, Mogens Kleist, Maria Heilmann Nielsen, Gunnar Persson, Wilhelm Poulsen og Olav Øfverlind Pedersen, Kalaallit Røde Korsiat. Foto: Kalaallit Røde Korsiat
Offentliggjort

Søndag kunne de første otte personer i Grønland kalde sig instruktører i psykisk førstehjælp efter at have gennemgået et 24 timers intensivt kursus arrangeret af Kalaallit Røde Korsiat, KRK.

De nye instruktører i psykisk førstehjælp er alle en del af ledergruppen på behandlingshjemmet Aaqa i Nuuk, og formålet med kurset er at de skal tilbage på deres respektive afdelinger og undervise eget personale i psykisk førstehjælp.

- Der er ingen tvivl om, at viden om psykisk førstehjælp har stor betydning i dagens Grønland, hvor psykiske reaktioner på traumatiske hændelser er en virkelighed, som rigtig mange personer og deres pårørende må leve med i dagligdagen. Akutte psykiske kriser kan opstå som lyn fra en klar himmel hos ’almindelige mennesker’, for eksempel ved ulykker, livstruende sygdom, dødsfald, skilsmisse, mobning eller vold på arbejdspladsen eller fyring fra arbejde, fortæller Kirsten Mortensen, sekretariatschef i Kalaallit Røde Korsiat.

Skal sprede sig som ringe i vandet
- Det er vigtigt at tage disse forhold alvorligt og gribe fat om dem, inden de belaster de berørte personer med fare for tab af livskvalitet.

Underviser på kurser var Olav Øfverlind Pedersen, der er uddannet psykiatrisk sygeplejerske, formand for førstehjælpsudvalget under Kalaallit Røde Korsiat og instruktørtræner for både Røde Kors i Danmark og KRK.

- Det er KRK’s vision, at interessen for den nye uddannelse vil sprede sig som ringe i vandet, og at der i fremtiden vil være instruktører i psykisk førstehjælp i alle byer i Grønland. Det er vigtigt, at den medmenneskelige støtte i de svære livssituationer er noget, vi alle kan bidrage og hjælpe vores medmennesker med, så vi møder livet som hele mennesker, forklarer Kirsten Mortensen.

Powered by Labrador CMS