Re-vaccinering starter næste uge
Grønland har modtaget en ny forsyning vacciner fra Pfizer/BioNTech, som blandt andet skal bruges til re-vaccinering i Nuuk og Ilulissat samt til nye, første vaccinationer.
Grønland har modtaget endnu en forsyning på i alt 975 doser vacciner fra producenten Pfizer/BioNTech. Den nye forsyning åbner op for endnu et skridt mod den næste fase af vaccinationsstrategien. Det skriver selvstyret på deres hjemmeside.
- Den nye forsyning tilbydes til borgere i Ilulissat og Nuuk. Den vil dels blive brugt til re-vaccinationer, men der vil også blive tilbudt vaccination til nye grupper, lyder det.
- Revaccination af allerede vaccinerede borgere i Ilulissat vil ske i uge 5. Borgere i Sisimiut, Aasiaat, og Nuuk, der allerede har takket ja til tilbuddet og har modtaget første vaccination, vil ifølge planen senest blive indkaldt til re-vaccinering efter ca. 5 uger, skriver selvstyret videre.
Også plads til nye vaccinationer
Den nye forsyning, som Grønland netop har modtaget består af 975 doser. Landslægen har tidligere oplyst, at det antal doser i bedste fald kan give op mod 1300 stiks efter opblanding.
Den nye forsyning giver også plads til, at borgere, der endnu ikke er vaccineret får tilbudt en vaccine.
Vaccinationerne i Qaqortoq forventes gennemført i uge 4.
Også nye grupper i Ilulissat og Nuuk vil få tilbudt vaccine. Det vil være grupper i aldersgruppen fra 74-65 år, hvor man starter med de ældste borgere.
- Der vil senere blive meldt ud, præcis hvem der skal vaccineres og hvornår. Man skal derfor ikke selv tage kontakt til hverken sundhedsvæsnet eller Coronasekretariatet omkring vaccinationen, påpeger selvstyret.
Også sundhedspersonalet i Ilulissat og Sisimiut blevet tilbudt vaccine, oplyser selvstyret.