kommunalvalg 2017

Randi: Modige kvinder scorer højt

Ifølge Randi Vestergaard Evaldsen er vælgerne begejstrede for politikere, som sætter fingeren på de ømme punkter. I hovedstadskommunen venter hun spændt på Asii Chemnitz Narups udspil.

Randi Vestergaard Evaldsen er glad for sin store vælgermagnet Nivi Olsen. Her fotograferet, mens hun var medlem af Naalakkersuisut.
Offentliggjort

Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, hæfter sig ved tre ting, når hun skal stille en hurtig diagnose over valgresultatet.

For det første, at Demokraterne ser ud til at gå mandatmæssigt frem i hovedstadskommunen.

For det andet, at kvinderne nu for alvor griber ud efter magten i kommunerne.

For det tredje, at Siumut har tabt.

- Hvad angår fremgangen for de kvindelige kandidater, er der vel bare at sige, at det går skide godt! Kvinderne er blevet mere modige. Flere tager en uddannelse. Flere besidder den dristighed, der skal til for at udfordre mændene og banke dem på plads i debatter. Men modsat skal vi nok også tænke på, at det ikke må ende i en ubalance den anden vej, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Da Sermitsiaq.AG talte med hende her til formiddag (onsdag), havde hun endnu ikke dannet sig et klart indtryk af det endelige landresultat for Demokraterne.

- Men alt tyder på, at vi får tre pladser i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, og det er jeg selvfølgelig glad og stolt over. Det er forrygende. Det er også gået godt andre steder, siger hun.

- Hvorfor går I frem?

- Nok fordi vi skiller os ud. Fordi vi er anderledes. Vi siger sandheden, også om de ting, der gør ondt, svarer partiformanden.

Koalition eller ej?
Siumuts formand Kim Kielsen har her til formiddag endnu ikke kommenteret Siumuts tilbagegang. Partiet er stadig landets suverænt største, kommunale parti, men samlet blev det til et minus på seks procent i vælgertilslutning i forhold til seneste valg i 2013.

Ifølge Randi Vestergaard Evaldsen er siumutternes tilbagegang blandt andet et resultat af en slingrekurs.

- Jeg står ikke med nogen grydeklar professor-konklusion omkring deres resultat. Men jeg tror, at vælgerne har følt sig usikre på, hvad deres stemme egentlig ville gå til, når de stemte på en Siumut-kandidat.

- Igen blev Nivi Olsen jeres store stemmesluger. Hvorfor det?

- Nivi er en ærlig politiker. Hun træder mange over tæerne, men siger tingene direkte fra hjertet. Og det kan mange godt lide. Folk stoler på hende. Hun er den loyale type, svarer Randi Vestergaard Evaldsen.

- Asii Chemnitz Narup har endnu ikke meldt ud, at hun vil indgå i den koalition med jer, som I ønsker. Hvad mener du om det?

- Ja, nu må vi se, hvad hendes konklusion bliver. Vi er i hvert fald ikke typerne, der løber fra dét, vi har lovet – nemlig at vi vil støtte IA. Vi glæder os til forhandlingerne. Vi ønsker et fortsat samarbejde, svarer Randi Vestergaard Evaldsen.

Demokraternes samlede fremgang er ifølge valg.gl på 1,8 procentpoint så de lander på 8,2 procent sammenlagt. Randi Vestergaard Evaldsen fik 389 stemmer. Nivi Olsen 467.

Powered by Labrador CMS