Udsalg

Prins Joachim sælger ud af aktier

Prins Joachim har solgt mellem 10 og 15 procent af sin aktieandel i selskabet De 5 Gaarde A/S.

Prins Joachim har solgt en stor gård tidligere på året og nu sælger han ud af sin aktiepost i De 5 Gaarde A/S.
Offentliggjort

Det skriver Jydske Vestkysten tirsdag på baggrund af oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Fond køber

Andelen er blevet overtaget af Schackenborg Fonde. Den blev oprettet, da prins Joachim for tre år siden solgte Schackenborg Slot og flyttede til København. Prisen for aktieposten kendes ikke.

Prins Joachim ejer nu mellem 20 og 25 procent aktierne i De 5 Gaarde.

Resten af aktionærerne, der tæller lensgreve Bent Wedell og den stenrige Bestseller-tøjfamilie Holck Povlsen, beholder deres andel.

Samarbejde

De 5 Gaarde er et samarbejde mellem herregårdene Constantinsborg, Frijsenborg, Gyllingnæs, Schackenborg og Wedellsborg. Gårdene står blandt andet for produktion af mælk og korn samt kyllingeopdræt.

Bag Schackenborg Fonden står Danfoss-, Ecco- og Lego-familien, der i 2014 var med til at købe Schackenborg Slot for 100 millioner kroner.

Prins Joachim og Prinsesse Marie fortsætter som protektorer for både De 5 Gaarde A/S og Schackenborg Fonden.

Det seneste regnskab fra De 5 Gaarde A/S bød på et underskud på knap 71.000 kroner.

Solgte gård

Tidligere i 2017 solgte prins Joachim sin sidste ejendom med landbrugsjord i Sønderjylland, Sødamgaard. Salget indbragte prinsen over 20 millioner kroner.

Prins Joachim bor fortsat i Schackenborgs sydfløj, når han besøger Møgeltønder og Sønderjylland.

Powered by Labrador CMS