Se og Hør-skandale

Portræt: Fortiden indhentede skånselsløse Qvortrup

Henrik Qvortrups tid på Se og Hør kom i sidste ende tilbage og kostede den aarhusianske journalist dyrt

Henrik Qvortrup trækker sig som politisk kommentator på TV2, oplyser han i en pressemeddelelse. Det sker efter afsløringer af Se og Hørs arbejdsmetoder
Offentliggjort

- Du må citere mig for én ting: Du er et svin, et svin, et svin!

Disse harske ord kom ud af munden på lederen af Ny Alliance, Naser Khader, to uger før folketingsvalget i 2007, og de var rettet mod Se og Hørs daværende chefredaktør Henrik Qvortrup.

Qvortrup havde bragt en historie, hvor Naser Khader blev beskyldt for at bruge sort arbejde til at bygge et plankeværk. Khader og Qvortrup var egentlig venner, men historien blev et symbol på, at Henrik Qvortrup skånselsløst gik efter historien.

En stil, der tildelte ham væsentligt flere fjender end venner.

Derfor var der nok også en del danske kendisser, der tirsdag frydede sig, da Henrik Qvortrups fortid som sladderkonge på det kulørte ugeblad indhentede aarhusianeren og kostede ham jobbet som politisk kommentator på TV2.

Qvortrup trækker sig, fordi han ikke kan afvise, at han i sin Se og Hør-periode havde udbetalt penge til en ansat ved PBS, det nuværende Nets, der overvågede kendte danskeres kreditkortaktiviteter og rapporterede dem videre til ugebladet.

Presset på den 50-årige Qvortrup voksede gradvist, da BT mandag bragte historien om den ulovlige overvågning på baggrund af en ny bog af en tidligere Se og Hør-journalist - i øvrigt selvsamme journalist, der i 2007 skrev Se og Hør-historien om Khaders angivelige sorte arbejde.

Til sidst måtte den markante politiske kommentator konstatere, at historien og de efterfølgende beskyldninger gjorde det umuligt for ham at varetage sit tv-job på en troværdig facon.

Han har ellers været en af tv-stationens markante ansigter, siden han i 2009 startede som politisk redaktør hos TV2. Siden blev han politisk kommentator for kanalen.

På Christiansborg blev Henrik Qvortrup igen berygtet - nu som en skånselsløs og knivskarp politisk journalist, der udfrittede politikerne og udlagde spillet om magten for seerne.

De fleste af Christiansborg-politikerne frygtede, at Qvortrup skulle sætte kløerne i dem for åben skærm, og uanset partifarve gik han lige nådesløst til de folkevalgte.

- Jeg har engang fået topkarakter af Morten Østergaard fra De Radikale, fordi det havde slået ham, at jeg var nøjagtig lige uelskværdig ved dem alle sammen, har Henrik Qvortrup sagt.

- Jeg har masser af uvenner, men det ser jeg som et journalistisk adelsmærke.

Mange husker også Qvortrup som en af de første kendte spindoktorer herhjemme, da han fra 1998-2000 fulgte Anders Fogh Rasmussen (V) døgnet rundt.

Han har i de senere år også rejst landet rundt med foredrag om politik, journalistik, kommunikation og spin - men også om sit specielle karriereforløb. Et forløb, der tirsdag tog nok en uventet drejning.

Powered by Labrador CMS