borgerinddragelse

Politikere ønsker mere politisk gennemsigtighed

IA og Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq ønsker, at borgerne får lettere adgang til at følge de politiske beslutninger i landets kommuner

Arkivbillede af et kommunalbestyrelsesmøde i Kommuneqarfik Sermersooq. Inuit Ataqatigiits gruppeformand i kommunalbestyrelsen, Mille Søvndahl Pedersen, ses yderst til højre
Offentliggjort

- Stil KNR2 til rådighed for kommunerne.

Sådan lyder et ønske fra Inuit Ataqatigiit og Demokraterne i Kommuneqarfik Sermersooq.

Ønsket kommer efter et kommunalbestyrelsesmøde forleden, hvor en enig kommunalbestyrelse vedtog at få undersøgt muligheden for at kunne udbrede informationer om kommunalbestyrelsens arbejde til alle borgere.

Inuit Ataqatigiit og Demokraterne foreslog KNR2 som en oplagt kommunikationskanal til dette.

- Geografien i vores kommune giver mange udfordringer, og lige nu er det umuligt at nå ud til alle vore borgere samtidig. Vi ønsker at øge borgernes viden om arbejdet og beslutningerne i kommunalbestyrelsen. Derfor er KNR2 i koalitionsaftalen også nævnt som en mulig kanal til fjernundervisning, forklarer Inuit Ataqatigiits gruppeformand i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Mille Søvndahl Pedersen.

Alle kommuner
- Inuit Ataqatigiit og Demokraterne ønsker, at borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq har de bedste betingelser for at kunne øge deres viden om og have mulighed for at påvirke kommunalbestyrelsens arbejde som aktive borger i samfundet.

- Det skal være nemmere for borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq at få adgang til at kunne følge med i kommunalbestyrelsens beslutninger, udover de eksisterende muligheder.

- I kommunalpolitik er vi helt nede i substansen i den enkelte borgers liv. Derfor er det også kun ønskeligt - og rimeligt - at det bliver nemmere for borgerne at følge med i, hvad der foregår i det politiske arbejde i deres egen kommune, fremhæver Mille Søvndahl Pedersen.

Og uddyber:

- Udover at der skal etableres lokaludvalg for at binde borgere og kommunalbestyrelse tættere sammen, vil vi derfor også arbejde for, at informationer omkring beslutningerne i kommunalbestyrelsen kommer direkte ud til borgerne.

Ifølge Inuit Ataqatigiit og Demokraterne bør muligheden for at bruge KNR 2 være et nationalt anliggende, nu da der kun er fire storkommuner, hvoraf to er meget vidtstrakte.

- Vilkårene for, at de fire kommuner på lige fod kan nå ud til alle borgere på en gang, er i dag ganske enkelt for uens, lyder det fra de to partier i Kommuneqarfik Sermersooq.

Powered by Labrador CMS