atomulykker

Per til Sara: Dårligt timet spørgsmål om atomulykker

Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut har skrinlagt behandling af spørgsmål om atomulykker

- Det er et dårligt træk fra Sara Olsvigs side, siger formanden for Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg Per Berthelsen fra Siumut
Offentliggjort

Grønland og Færøerne står uden for den Internationale Atomagenturs konvention om bistand i tilfælde af atomulykker.

Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg dropper behandling af emnet, efter at IA’s Sara Olsvig har stillet paragraf 37-spørgsmål om samme emne.

Formanden for Inatsisartuts udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg Per Berthelsen fra Siumut havde aftalt med IA’s Kuupik Kleist og Sara Olsvig, at udvalget skulle undersøge, hvorfor Grønland og Færøerne står uden for den Internationale Atomagenturs konvention om bistand i tilfælde af ulykker med atom.

Men behandlingen bliver altså skrinlagt, efter at Sara Olsvig har stillet et paragraf 37-spørgsmål om samme emne til Naalakkersuisut.

Læs "Olsvig: Hvad skal vi gøre, hvis der sker en nuklearulykke?"

- Det er et dårligt træk fra Sara Olsvigs side, siger Per Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Han henviser til en aftale, han havde lavet med Kuupik Kleist og Sara Olsvig, som han nu har annulleret.

Dobbelt arbejde
- Jeg har meddelt vores udvalgssekretær, at vi aflyser behandlingen af emnet i udvalget. Det er dobbelt arbejde at udvalget behandler emnet, samtidig med at der er stillet et paragraf 37-spørgsmål. Udvalgsarbejde kan være hurtigere end paragraf 37-spørgsmål, og vi kunne have indkaldt personer med kendskab til sagen. Nu kan jeg ikke se nogen grund til at få sagen behandlet i udvalget, siger Per Berthelsen.

Han erkender, at Sara Olsvig har ret til at stille paragraf 37-spørgsmål som medlem af Inatsisartut og kan selv vælge, hvilke emner hun vil stille spørgsmål om.

- Min kritik går ud på, at hun tager emnet op dobbelt, som vi var gået i gang med at forberede, siger Per Berthelsen.

Nu venter han ligesom andre på, at Naalakkersuisut besvarer Sara Olsvigs spørgsmål.

- Nu må vi se, hvilket svar der kommer. Det kan ikke udelukkes, at vi behandler emnet på et senere tidspunkt, siger Per Berthelsen.

Powered by Labrador CMS