Pension-stigning er forsinket
Alders- og førtidspensioner skulle være steget pr 1. juli.
Et nyt cirkulære med forhøjelse af alders- og førtidspension fra 1. juli 2022 er forsinket.
Derfor må pensionister vente med at få den højere pension til 1. august, oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse. Forhøjelsen, som skulle være udbetalt i juli, bliver udbetalt med august-pensionen.
Det var på forårssamlingen, Inatsisartut vedtog, at pensionerne sættes i vejret. Der er blevet afsat 15 millioner kroner til formålet i 2022 og 30 millioner kroner årligt de kommende år.
Ifølge den ny lovgivning er alderspensionens grundbeløb årligt op til 73.239 kroner. Det er et løft på cirka 9.000 kroner. Højeste førtidspension udgør fremadrettet årligt op til 124.340 kroner, hvilket er en stigning på 5.660 kroner om året.
Pengene til pensionsforhøjelserne blev sat af i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i efteråret 2021. I forbindelse med koalitionsskiftet i foråret opstod der tvivl om forhøjelsen af pensionerne og ikke mindst vilkårerne.
I den forbindelse gik Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Indre Anliggender, Jess Svane (S), ud og garanterede, at forhøjelserne ville blive gennemført. Forslaget blev vedtaget 27. maj.