Pele Broberg: Derfor er vores lufthavnspakke bedre

Partii Naleraq foreslår, at der skal bygges 9 nye baner i kortere længder

Offentliggjort

Præciseret kl 15.20 med oplysning vdr. Deloittes estimat for værdien af 1.199 meter baner.

Står det til Partii Naleraq, så skal Naalakkersuisuts lufthavnspakke skrottes og erstattes af en pakke, der opererer med en hel stribe kortere bane.

Konkret foreslår partiet at der skal etableres 1.199 meter baner i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk, Qaqortoq og Tasiilaq. I Upernavik og Maniitsoq etableres lidt kortere baner på grund af terrænmæssige forhold. Og endelig etableres en grusbane på 1.500 meter eller mere i Ittoqqortoormiit. Kangerlussuaq forbliver den centrale internationale lufthavn.

- Vi skal vælge den løsning fordi vi har råd til det, lyder det kontakte svar fra partiets ordfører, Pele Broberg.

Planøkonomisk lufthavnspakke

Ifølge partiets beregninger vil denne pakke kunne etableres for samlet set et sted mellem 1,2 og 1,4 milliarder kroner. Til sammenligning ligger prisen for Naalakkersuisuts lufthavnspakke med to 2.200 meters baner i Nuuk og Ilulissat og en 1.500 meter bane i Qaqortoq koste 3,5 milliarder kroner.

- Vores forslag giver mulighed for organisk vækst, der hvor virksomhederne vurderer, at der er mulighed. Forslaget med to store lufthavne er i virkeligheden et planøkonomisk forslag, hvor man på forhånd lægger sig fast på, hvor væksten skal ske, siger Pele Borberg (PN) til Sermitsiaq.AG.

Derudover peger han på, at Partii Naleraqs lufthavnspakke vil frigive midler sammenlignet med den foreslåedes. Disse kan i hans øjne kan bruges på for eksempel sundhedsvæsenet.

Konfronteret med finansudvalgets betænkning, hvor en model med tre 1.199 meters baner er bergenet til at have en negativ samfundsmæssig værdi, svarer Pele Broberg (PN), at konsulentfirmaet Deloitte til ham har oplyst, at de ikke som sådan har regnet på scenariet, men at der er tale om et kvalificeret gæt.

- Derudover er forudsætningen for bevaringen af Kangerlussuaq, at renoveringsbehovet er på 1 milliard kroner, selvom vi efterhånden har fået informationer om, at det ligger lavere siger han.

Selvstændighed

For Partii Naleraq handler det dog ikke kun om vækst, penge og flytrafik, men også om selvstændighed.

- Med vores lufthavnspakke har vi råd til, at vi helt selv bestemmer. Når man er nødt til at gå tiggergang til den danske stat for at finansiere sine lufthavne, så har man spillet fallit i diskussionen om selvstændighed.

- Tilhængere af Naalakkersuisuts lufthavnspakke vil hævde, at jeres pakke ikke giver de samme gevinster i form for øget turisme. Hvad siger du til det?

- Det viser blot, at de mangler fantasi og har meget lidt forstand på turisme. Det er nok så vigtigt at skabe forudsætninger for, at vi overhovedet kan tage imod den øgede mængde af turister og har noget af tilbyde dem.

- Og modsat kan jeg spørge, hvad nu hvis turisterne ikke kommer på trods af de nye lufthavne?

Powered by Labrador CMS