dansk finanslov 2014
Olsvig: Et turbulent år for Grønland
IA’s folketingsmedlem Sara Olsvig støtter en vedtagelse af den danske finanslov, men der er ikke lutter ros til den danske regering
Som Sermitsiaq.AG skrev i en optakt onsdag morgen, støtter Inuit Ataqatigiit torsdagens vedtagelse af den danske finanslov for 2014, selvom der er enkelte punkter, der ikke er optimale ifølge partiets folketingsmedlem Sara Olsvig.
Det fik de fremmødte politikere i folketingssalen at vide, da Sara Olsvig onsdag eftermiddag dansk tid holdt sit ordførerindlæg i forbindelse med 3.-behandlingen af den nye danske finanslov, som i morgen torsdag er til afstemning.
Læs "IA ikke helt tilfreds inden finanslovsvedtagelse"
- Jeg håber, at regeringen ved næste års finanslovsproces vil være lidt mere indbydende over for os nordatlantiske partier. Tag en kop kaffe med os og inddrag os fra starten. Det gælder også i de mange forlig, der forhandles på plads her i Folketinget. Vi sidder udenfor, når I sidder og laver aftaler om for eksempel forsvaret, kriminalforsorgen og satspuljen. Inddrag os og lad vores stemme blive hørt fra starten. Det ville være et fremskridt for de demokratiske processer i rigsfællesskabet. Vi har faktisk noget, vi kan bidrage med, lød det fra Sara Olsvig, som blandt andet også sagde, ’at 2013 i sandhed har været et turbulent år i Grønland, hvor den politiske scene har sydet og boblet’.
Læs hele Sara Olsvigs ordførerindlæg - enten på dansk eller grønlandsk - via pdf-filerne til højre for artiklen
På grund af sygdom deltog Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen ikke i onsdagens debat i folketingssalen. Læs om hendes ordførerindlæg i ”Doris: SAS modarbejder Grønland”.
Siumut støtter også en vedtagelse af den danske finanslov for 2014.