Obama taget i ed til ny præsidentperiode
Obama har taget hul på endnu fore år som præsident i USA. Men den officielle ceremoni må vente til mandag
Barack Obama er taget i ed som USA's præsident til sin anden periode ved en privat ceremoni i Det Hvide Hus i Washington.
Obama afgav sit løfte ved en kort ceremoni ved familiebiblen i Det Hvide Hus, og umiddelbart efter var der kram til familien.
Forinden var vicepræsident Joe Biden taget i ed på sit kontor.
Den officielle ceremoni for Obamas edsaflæggelse kommer først mandag, men i henhold til den amerikanske forfatning var det nødvendigt at foretage den mere private edsaflæggelse søndag, idet hans forrige præsidentperiode udløb søndag 20. januar.
Men traditionen siger, at falder den 20. januar på en søndag, så finder den officielle ceremoni først sted mandag.
Var Obama ikke taget i ed søndag, ville det betyde, at USA står uden præsident fra den 20. januar klokken 12 lokal tid og til edsaflæggelsen mandag.
Det problem er løst nu. Højesteretsdommer John Roberts var til stede i Det Hvide Hus for at sikre, at Obama nu også er taget i ed.
Så nu har Barack Obama, USA's første farvede præsident, formelt taget hul på sin anden og sidste periode i Det Hvide Hus.
Forestillingen, der mandag finder sted foran Kongressen i Washington, vil derfor mest være for syns skyld, men her vil al den traditionelle pomp og pragt så også blive stillet til skue.
Da han blev taget i ed for fire år siden, var Washington tyk af mennesker. Tv-seere verden over fulgte med for at se de historiske begivenheder, da en farvet mand overtog det amerikanske præsidentembede.
Denne gang ventes det imidlertid at blive noget mere afdæmpet. Færre mennesker, mindre entusiasme.
- Det nye og spændingen ved præsidentens første historiske indsættelse er væk og har givet plads til politiske realiteter, siger Russell Riley, ekspert i præsidenter, på Virginias Universitet, til Reuters.
I 2009 var der anslået 1,8 millioner mennesker på National Mall i Washington for at følge indsættelsen.
I år ventes der mellem 600.000 og 800.000, skriver Reuters, men millioner af mennesker vil så følge med på tv.