råstoffer
Nye korruptionsanklager fra Aleqa?
Uvist om formanden for Naalakkersuisut kender til, at naalakkersuisoq er involveret i minerallicenser
Korruption og kammerateri.
Sådan lød nogle af smædeordene i en række anklager fra Siumut i 2010-2012. Beskyldningerne var rettet mod forhenværende formand for Naalakkersuisut og naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer. Anklagerne skyldtes, at Siumut var stærkt kritiske over, at Kuupik Kleists og Ove Karl Berthelsens ægtefæller havde poster som medejere, direktører og bestyrelsesmedlemmer i anpartsselskabet Greengems med en efterforskningslicens i et enerets-område. Siumut og især Aleqa Hammond antydede kraftigt, at tildelingen af efterforskningsretten kunne være præget af dobbeltspil for egen vindings skyld.
– Personligt synes jeg, at det er moralsk og etisk forkasteligt, sagde Aleqa Hammond til AG 8.september 2010.
– Jeg spørger, om det ikke svarer til kammerateri og korruption, som de selv har sagt i medierne, at de ville lave om på, udtalte Aleqa Hammond 16. oktober 2010 til nyhedsbureauet Ritzaus Bureau.
Da Greengems’ anmodning om en efterforskningslicens blev behandlet, gik Kuupik Kleist og Ove Karl Berthelsen i tråd med habilitetsreglerne ud af lokalet. En uvildig juridisk undersøgelse fra Nuna Advokater bestilt af Inatsisartuts revisionsudvalg konkluderede efterfølgende, at der ikke var en finger af sætte på beslutningsprocessen. Aleqa Hammond erklærede efter den juridiske frifindelse, at hun ikke fortrød beskyldningerne om korruption og kammerateri.
I dag er rollerne så byttet om. Kuupik Kleist er røget i opposition. Takket være et rekordgodt valg er Aleqa Hammond formand for Naalakkersuisut. Men det nye landsstyre, som Aleqa Hammond præsenterede 19. marts, indeholder selvsamme ejerforhold, som hun tidligere i 2010-2012 tordnede gentagne gange imod.
Læs "Naalakkersuisoq Miiti Lynge holder fast i minerallicens"
Mystik om minerallicenser
Partii Inuits medlem af Naalakkersuisut, Miiti Lynge, ejer nemlig en minerallicens. Tillige gør hendes mand. Til Sermitsiaq forklarer Miiti Lynge, at hun vil erklære sig inhabil i alle politiske sager, der måtte berøre licenserne, som blev udstedt i 2011.
Miiti Lynges licens er en såkaldt ikke-eksklusiv småskala-licens. Hendes mands er en enerets-småskala-licens til et afgrænset område. Sådan en type licens var Ove Karl Berthelsens kone også medejer af, da han var medlem af Naalakkersuisut og blev kritiseret af Aleqa Hammond. Dengang var Ove Karl Berthelsen bl.a. politisk ansvarlig for det miljømæssige tilsyn med mineralefterforskningen. Det ansvarsområde har Miiti Lynge overtaget i dag. Og ligesom Ove Karl Berthelsen har Miiti Lynge altså en ægtefælle med en minerallicens.
Men hvorvidt formanden for Naalakkersuisut Aleqa Hammond rent faktisk kender til minerallicenserne og har sagt god for dem, hersker der alt andet end åbenhed og rene linjer om. Det kan du læse mere om den nyeste udgave af Sermitsiaq.
Køb din udgave her: