Ny SIK-overenskomstresultat: Støtte ved sygdom
For fremtiden kan SIK-medlemmer være i nærheden af nære familiemedlemmer som rammes af en alvorlig sygdom
Der er den 7. januar indgået overenskomstresultat mellem SIK og selvstyret samt kommunerne, meddeler Departementet for Finanser i en pressemeddelelse.
Den nye overenskomst sikrer SIK-ansatte kan få støtte når deres nærmeste bliver ramt af alvorlig sygdom. Det sker med etablering af en socialfond, som bidrager til, at SIK-medlemmer kan være i nærheden af nære familiemedlemmer, som rammes af en alvorlig sygdom.
Parterne er tilfredse med resultatet
- Jeg er på vegne af mine medlemmer tilfreds med det opnåede resultat, der er udtryk for en lidt større grad af solidaritet i vores samfund, siger formand for SIK, Jess G. Berthelsen.
Medlem af Naalakkersuisut for finanser Maliina Abelsen, IA, er ligeledes tilfreds med resultatet.
- SIK har sammen med os udvist social ansvarlighed. Resultatet sikrer reelle forbedringer, som hjælper folk i en vanskelig situation, hvilket jeg lægger meget vægt på, siger Maliina Abelsen.
Martha Abelsen, formand for Kanukoka, er også godt tilfreds med resultatet.
- Vi har opnået et resultat, hvor alle uanset, hvor de bor i landet, kan få mulighed for at være i nærheden af deres nære pårørende ved alvorlig sygdom, siger Martha Abelsen.
Overenskomsten gælder for to år og er indgået med en bruttoramme på 4,05 procent. I bruttorammen er der afsat midler til socialfonden.
Før resultatet kan udmøntes, skal det godkendes i parternes bagland.