Socialt samvær
Ny grønlænderforening i Fredericia
I går blev der valgt ny bestyrelse til foreningen Puilasoq Kalaallit Fredericiami. Dermed har trekantsområdet i Danmark atter en base for grønlændere og deres venner
Siden bestyrelsen for den tidligere forening for grønlændere i Fredericia gik på pension, har der manglet et sted for udveksling af grønlandsk sprog og kultur i det sydøst-jyske område.
Men i går lykkedes det initiativtagerne bag en ny forening for grønlændere og andre interesserede i det grønlandske at stable en ny forening med bestyrelse på benene.
Læs: Fynsk grønlænderforening efterlyser yngre kræfter
- 18 interesserede heriblandt nogen fra den gamle forening kom og bakkede op ved den stiftende generalforsamling, oplyser fællesforeningen Inut Kpk på facebook.
Formand for den nye forening blev Rasmine Kaas, mens Sissi Lennert blev næstformand. Målet med den nye forening er at invitere til blandt andet fællesspisning, banko og undervisning i håndarbejde.
Foreningen har etableret en gruppe på facebook, som medlemmer kan optages i; Puilasoq Kalaallit Fredericiami.