Nu starter Nutaarmiut–retssagen
I dag tirsdag begynder retssagen mod Kunuunnguaq Korneliussen. Hotel Arctic ligger lokale til ugens retsmøder
14 måneder efter at den dengang 22-årige Kunuunnguaq Korneliussen angiveligt dræbte tre personer og forsøgte at dræbe fire andre i februar sidste år i bygden Nutaarmiut nord for Upernavik, begynder retssagen mod ham.
Det sker, når retsmøderne foregår fra i dag tirsdag til og med torsdag på Hotel Arctic i Ilulissat.
Anklagemyndigheden går efter at få Kunuunnguaq Korneliussen dømt til forvaring på Anstalten ved Herstedvester i Danmark. Det betyder, at han skal anbringes ved Herstedvester på ubestemt tid. Baggrunden for denne påstand er kriminalitens grovhed og de lægelige oplysninger om ham, fortæller senioranklager hos Politimesterembedet Helle Lykke Olesen.
Den 8. februar 2012 tidligt om morgenen dræbte Kunuunnguaq Korneliussen - ifølge anklageskriftet - en 8-årig pige, hendes 31-årige mor og dennes 75-årige mor.
Kunuunnguaq Korneliussen har erkendt sig skyldig i de tre drab og fire drabsforsøg.
Sermitsiaq.AG har en reporter med ved retsmøderne.
Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Nutaarmiut-tragedien her